Uden genial transfer havde AGF næppe vundet guld
ANALYSE: AGF‘s DM-guld blev ikke bygget via transfermarkedet i denne sæson – men især én handel hjalp AGF på rette kurs, at der var allermest brug for den.

Vi er hurtige til at afsige dom over transfers.
Hvem har vundet et transfervindue i Superligaen? Hvem har tabt?
Som regel er der i timerne og dagene efter store transfers og lukningen af transfervinduer skældud til dem, der har solgt spillere dyrt og ikke brugt så mange penge på nye folk, og ros til dem, der har brugt kassen på nye folk.
Til gengæld bliver overblikket og forståelsen af klubbers transfers stort set glemt få døgn efter lukningen af transfervinduer for aldrig at blive taget op igen.
Det forsøger vi at råde bod på ved at samle op på klubbers transfers på vej ud af sæsonen, efter vi har haft et halvt til et helt år til at bedømme effekten.

Vi lægger ud med AGF, der på flotteste vis har vundet DM med et usædvanligt erfarent hold af spillere, der er kommet til klubben for flere år siden – og hvor et par nøglehandler og markante afgange på overraskende vis ser ud til at have styrket AGF i guldjagten.
Tilgange
Magnus Knudsen (central midtbane, Holstein Kiel, januar)
Mads Hedenstad (målmand, Lillestrøm, januar)
James Bogere (angriber, El Cambio Academy, januar)
Hamuza Sengoora (forsvar, El Cambio Academy, januar)
Marcus Solbakken (central midtbane, Sparta Prag)
Rasmus Carstensen (kantspiller, FC Köln, leje)
Sebastian Jørgensen (kantspiller, Malmö FF, leje)
Janni Serra (angriber, Nürnberg, retur fra leje)

Afgange
Leopold Wahlstedt (målmand, Rosenborg, januar)
Aksel Halsgaard (midtstopper, Næstved, januar)
Jonathan Hutters (målmand, Middelfart, januar)
Youssouph Badji (angriber, Panetolikos, januar)
Mikael Anderson (central midtbane, Djurgården)
Mads Emil Madsen (central midtbane, FC København)
Frederik Brandhof (central midtbane, AC Horsens)
Michael Akoto (forsvar/midtbane, KR Reykjavik)
Sigurd Haugen (angriber, 1860 München)
Tobias Bach (kantspiller, Vejle)
Mathias Sauer (kantspiller, Egersund)
Richmond Gyamfi (angriber, Esbjerg, leje)
Luka Callø (midtstopper, Aarhus Fremad, leje)

Nærmest alt gik perfekt
Noget af det mest påfaldende ved denne sæsons AGF-transfers er, hvordan mesterskabet ikke er sikret på basis af en række markante indkøb, der har forandret Superligaen og klubben.
AGF vinder DM med Superligaens ældste hold og et af de ældste guld-hold i Superliga-historien.
Ja, om noget er det, der nu viser sig at være vigtigst, at Mads Emil Madsen og Mikael Anderson sidste sommer blev solgt.
Det er ikke til at vide, om AGF også havde vundet guld med de to midtbanen.
Men vi kan i hvert fald konstatere, at AGF har været uhyggelig stærk på den centrale midtbane med Kevin Yakob og Kristian Arnstad, og siden januar Magnus Knudsen, der også var i AGF i 2023/24-sæsonen på leje.
Sådan kan tilsyneladende meget kostbare afgange som især salget af Mads Emil Madsen til FC København åbne muligheder, de færreste af os kunne have set og forudset i sommeren 2025 – og som AGF da vist heller ikke havde troet med tanke på, at man kæmpede hårdt for at holde fast i MEM.
Man kan få tanken, at Yakob og Arnstad har passet bedre på positionerne og Jakob Poulsens plan for AGF, end de to forgængere trods deres kvaliteter ikke mindst i gennembrudsspillet gjorde.

Kevin Yakob er også et kapitel eller fem værd i sig selv: Hvem havde for alvor troet for 12 måneder siden, at han ville brage tilbage på scenen som en af Superligaens allerbedste ottere efter to års opslidende genoptræning fra en meget alvorlig korsbåndsskade?
Han er også en vigtig brik i denne fortælling, for det er jo nærmest som at få en ny spiller, med det den svensk-irakiske midtbanespiller har leveret i sæsonen.

Nøglen Knudsen
På tilgangssiden er det nærmest umuligt at overvurdere, hvor vigtig handlen med Magnus Knudsen i januar var.
Han kom til med masser af energi og i en stærkere udgave, end da han spillede i AGF første gang, og dermed led AGF ikke under, at Nicolai Poulsens akillessene gav alvorlige problemer og forhindrede midtbaneprofilen i at spille regelmæssigt – og overhovedet før slutspillet begyndte.
Uden Knudsen kunne man godt få tanken, at AGF ikke havde vundet guldet, uanset at triumfen er blevet til med spillere, der allerede var i klubben før sommeren 2025.
Det er også værd at bide mærke i, hvordan fodbolddirektør Carsten V. Jensen og trænerstaben har fået værdifulde bidrag ud af lejede Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen samt tilbagevendte Janni Serra, der slet ikke lignede en spiller med en AGF-fremtid.

Transfervinduerne og sæsonen endte med at falde så heldigt ud for AGF, at man overvandt forsvarsskader i efteråret og Marcus Solbakkens alvorlige sygdoms-forår, hvor han i denne uge fortalte, at han har fået konstateret multipel sklerose.
Konklusion
Det er et DM båret på de spillere, der var der, og ledelsen og cheftræner Jakob Poulsens tro på spillerne, og at der var mere i dem, end vi alle troede for 12 måneder siden efter et skuffende slutspil.
AGF's transfervindue er et skoleeksempel på, at vi i vores vurderinger af transfervinduer med fordel også kan kigge på andet end tilgange og prisen på de nye spillere, når vi skal forstå effekten.

I en sæson, hvor meget er faldet ideelt ud til AGF's fordel, gjorde klubbens transfers det også.
AGF
FC København
Kevin Yakob
Kristian Arnstad
Mikael Anderson
Youssouph Badji












