Sagde farvel til Superligaen: Bliver næsten umuligt at kopiere
Jesper Sørensen har haft 16 medrivende måneder som cheftræner for Vancouver i MLS.

Jesper Sørensen havde indtil begyndelsen af 2025 aldrig arbejdet for et fodboldhold uden for Danmark.
AGF, Ikast, FC København og AB nød godt af Sørensen på den centrale midtbane, og som træner var århusianeren forbi AGF som assistenttræner, Silkeborg IF, FC Fredericia, det danske U/21-landshold og Brøndby IF.
28 år i dansk fodbold med Superligaen som omdrejningspunkt er det foreløbig blevet til.
Men Canada havde alligevel sat sig i systemet på familien Sørensen, der boede et år i Toronto efter Jesper Sørensen job i Fredericia, hvor hustruen arbejdede som læge på kræftafdelingen på et hospital i millionbyen.
Så da Vancouver Whitecaps meldte sig på banen med et trænerjob kun få uger efter afskeden med Brøndby IF, var Sørensen klar til at træne holdet på vestkysten af det store kontinent.
- Jeg er enormt positivt overrasket over, hvor godt fodbolden lever. Hvor mange tilskuere, der kommer, hvor lækre de nye stadions er, hvor god infrastrukturen er. Der er enormt mange dygtige spillere, fortæller Jesper Sørensen over telefonen til Campo forud for et morgen-træningspas.
Konkurrence på lige vilkår
I Vancouver har man NHL-holdet Canucks og B.C. Lions i canadisk fodbold, den lokale version af amerikanske NFL.
Selv er Jesper Sørensen NBA-fan, og at arbejde i Nordamerika med et hårdt loft i MLS for, hvad man kan betale i løn og transfers, tiltaler den tidligere Superliga-træner.

- MLS er meget anderledes end det, vi normalt ser i Danmark og Europa, fordi vi har det her lønloft og ikke har nedrykning. Det er en beskyttelse af ejerne og et forsøg på at fremme udviklingen.
- Lad os sige, du gerne vil købe en klub i Premier League, lad os sige Everton. Jamen så tror jeg ikke, så mange er interesserede, når de først skal lægge rigtig mange penge for at købe klubben, og så er de ikke en gang sikre på at spille i Premier League sæsonen efter.
I Brøndby opererede klubben på det tredjestørste spillerbudget i Superligaen efter FC København og FC Midtjylland.
I MLS har Vancouver ingen nævneværdige fordele eller ulemper i konkurrencen om spillere på transfermarkedet, måske med undtagelse af Inter Miami anført af Lionel Messi og ejet af David Beckham.
Her handler det i stedet om at skrue gode hold sammen, og det giver en stor jævnbyrdighed i turneringen, hvor ingen hold kan tage monopol på topplaceringerne, som det sker i langt de fleste ligaer i Europa.
- Her konkurrerer klubberne på nogenlunde lige vilkår, så alle har en chance for at vinde. Vi må se, om det varer ved, men det handler mere om, hvordan man gør tingene, finder spillere, der passer ind til spillestilen, i stedet for bare at hente nye, dyre spillere.

- Du kan ikke bare blive ved med at hente og hente nye spillere. Det synes jeg er enormt interessant at arbejde med. Og så må man affinde sig med, at problemer, man er vant til at kunne løse ved eksempelvis skader, ikke bare kan fikses, fordi der ikke er plads under lønloftet, siger Jesper Sørensen.
Store kampe
Det fungerede fremragende i første sæson for Vancouver, der kom i to finaler, først i den nordamerianske Champions League mod mexicanske Cruz Azul og siden i MLS-finalen mod Inter Miami med Lionel Messi.
Og det er den slags oplevelser, der sætter sig på et tidspunkt, hvor nuet og fremtiden ikke fylder nærmest alt, som det gør midt i en ny sæson.
- Vores sidste sæson bliver tæt på umulig at kopiere. Det kommer nok ikke til at ske igen. At et og samme hold spiller finale i CONCACAF's Champions League og i MLS Cup-finalen i samme sæson. Man tænker ikke over det undervejs, men om nogle år bliver det oplevelser, man vender og tænker tilbage på. Det er oplevelser, der ikke er nemme at få, siger Jesper Sørensen, der et år efter afskeden med Brøndby stod i finalen mod Lionel Messi.

- Det var en stor kamp, nok vores største kamp i MLS. Jeg ville gerne sige, at det var fordi, vi kom forbi og spillede, men det var fordi, Messi spillede. Vi havde Thomas Müller, selvfølgelig, men de havde Messi, Rodrigo de Paul, det var Sergio Busquets' og Jordi Albas sidste kampe. Det var en meget stjernespækket affære med mange genkendelige ansigter, konstaterer Jesper Sørensen.
VM forude
I denne sæson har Vancouver igen fået en god start.
Som Jesper Sørensen selv konstaterer, kan det have noget at gøre med, at man nærmest kun har spillet hjemmekampe.
Det ændrer sig nu, da hjemmebanen i Vancouver er afleveret til den lokale VM-komité, der først giver stadion tilbage til Whitecaps, så de kan spille hjemme igen omkring 1. august.

- Vi spiller på kunstgræs, og der skal være syv VM-kampe her i Vancouver. Så der bliver lagt græs på, som skal have tid til at gro, fordi der ikke kommer så meget sol ind her på vores stadion, selv om taget kan køres ud, fortæller Vancouver-cheftræneren.
Canada skal spille kampe i byen sammen med landshold som Belgien, Egypten og New Zealand, og sidste kamp er en ottendedelsfinale 7. juli.

- Jeg tror, det bliver fantastisk i en by som Vancouver. Det er en meget smuk by, og sommeren bliver fantastisk. Jeg er sikker på, det bliver et godt sted at komme for fansene. Det er et folkefærd og en by, hvor mange kommer andre steder fra, og hvor man er enormt god til at tage mod mennesker udefra. Det bliver et af de mest attraktive steder for fans at komme til, fortæller Jesper Sørensen, der selv regner med at skulle på stadion og se VM-fodbold.
- Jeg skal hjem på en kort ferie, for vi har noget pause. Vi går i gang med at træne igen, når VM er begyndt, og så håber jeg meget på at komme ind og se et par kampe live. Forhåbentlig har vi spillere med, og så er der også mange andre gode muligheder for at se kampe. Det kommer vi helt sikkert til at gå efter, det er ikke hver dag, man kan komme ind og se en VM-kamp.
- Vi har fem-seks stykker, der burde have muligheden for at komme med. Vi får se, hvor mange der ender med at komme med, og de er selvfølgelig spændte på det. Det er virkelig ikke ofte, den mulighed opstår, og det er også noget af det fede ved VM, den eksklusivitet, der er i, at det kun er hvert fjerde år.
Jesper Sørensen forlængede i februar kontrakten i Vancouver, som nu løber til sommeren 2028.
Vancouver har en enkelt tidligere Superliga-kending i truppen i form af amerikanske Emmanuel Sabbi, der spillede for Hobro og OB mellem 2017 og 2023.

Jesper Sørensen
Vancouver Whitecaps












