Billing inden finale mod FCK: Superligaens to bedste hold Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Billing inden finale mod FCK: Superligaens to bedste hold

Ser man på klubbernes spillere, så er det ifølge FCM-profilen de to bedste hold i Danmark der mødes i pokalfinalen torsdag.

Philip Billing i duel med FCK.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det er Superligaens sølvvindere mod Superligaens nummer syv.

Pokalfinalen mellem FC Midtjylland og FC København torsdag er en mulighed for begge klubber til at redde en skidt superligasæson.

Hos begge klubber var ambitionen på forhånd at vinde superligaguldet, men det løb AGF som bekendt med en runde før tid søndag.

Alligevel er midtjydernes Philip Billing overbevist om, at hvis man ser alene på finalisternes spillertrupper, så er det de to bedste danske mandskaber, der mødes i Parken Kristi himmelfartsdag.

- Nu ved jeg godt, at AGF lige har vundet mesterskabet, så jeg ved godt, at folk vil sige, at det er det ikke, men hvis man kigger på papiret og kvaliteten af spillere, så tror jeg, det er, siger Philip Billing til Viaplay.

Philip Billing i duel med FCK.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Ganske overraskende har Philip Billing kun én enkelt gang tidligere mødt FC København.

Det skyldes dels, at han havde karantæne i klubbernes andet møde i sæsonen, dels at FC København i denne sæson røg i nedrykningsspillet i stedet for mesterskabsspillet for første gang i klubbens historie.

- Nu er det lidt tid siden, vi har mødt dem, og vi har også haft nogle rigtig gode, intense kampe mod AGF i denne sæson, og jeg tænker, det bliver præcis det samme i morgen, forudser Billing om morgendagens finale.

Sæsonens hidtidige møder mellem FC Midtjylland og FC København endte med et 1-1-resultat i Parken i oktober samt en midtjysk 2-1-sejr på MCH Arena i februar.

Mest læste

Notifications

Notifikationer