Lettet Randers-profil: Ikke med kniven for struben
Randers FC har sikret sig endnu en sæson i Superligaen, men det tog noget længere tid at få lagt afstand til nedrykning, end Kronjyderne havde regnet med.

Mandag aften sikrede Randers FC sig endegyldigt endnu en sæson i Superligaen.
De havde allerede fået en hjælpende hånd af Vejle, som slog Fredericia 2-0 søndag.
Derfor var det heller ikke med kniven for struben, at kronjyderne gik på banen til opgøret mandag aften, og det kunne spillerne godt mærke.
-Der var en noget mere løssluppen stemning i dag, og selvom vi kommer lidt sløjt ud af starthullerne, så var det noget rarere at spille den kamp i dag, end de foregående har været, siger Daniel Høegh til TV2 Sport efter kampen.

Nedrykningen har truet de lyseblå det meste af forårssæsonen, hvor de ikke for alvor, har formået at tage afstand til Fredericia.
-Det var et altoverskyggende at få det her spøgelse på afstand. Der skulle så gå noget længere tid, end vi måske lige havde forestillet os. Vi er blevet jagtet, og det har man godt kunne mærke,. Det har ikke været en stor fordel i vores tilfælde, siger Daniel Høegh.
Kronjyderne erkender, at de ikke har spillet op til niveau i denne sæson, og det har også været en mental kamp, som spillerne har måtte tackle.
-Langt hen ad vejen har vi ikke ramt den kvalitet, som vi gerne vil. Nedrykningen er kommet for tæt på, og det har været en hård periode at være i mentalt. Det må jeg være ærlig at sige. Vi har hele tiden skulle forsøge at samle os selv op efter skuffende resultater, afslutter Høegh.
Randers FC slutter sæsonen med 35 point lige over stregen på en 10. plads.
Du kan læse mere om opgøret i Nørreskoven her:

Randers FC












