Randers kyler lommeregneren væk trods skuffelse mod OB
Nu kan end ikke matematikken frarøve Randers FC en ny sæson i Superligaen.

Søndag morgen var nedrykning stadig en ganske sandsynlig mulighed i Randers FC.
Den mulighed ødelagde Vejle reelt med sejren over FC Fredericia søndag, og mandag kunne de så også smide lommeregneren væk i Randers, for efter 2-2 mod OB er kronjyderne nemlig også matematisk sikret endnu en sæson i Superligaen.
Alligevel vil der formentlig være skuffelse at spore hos de lyseblå, der mandag var klædt i orange som en hyldest til klubbens pokalvindere fra 2006.
Randers var nemlig én mand i overtal i kampens sidste time, efter OB-målmand Viljar Myhra med en dobbelt-dårlig aktion blev præsenteret for et direkte rødt kort allerede efter 29 minutters spil.
Her havde Jann-Fiete Arp allerede bragt OB foran 0-1 på endnu en perle fra tyskerens fod - denne gang direkte på frispark.

På bare ét gyldent minut i anden halvleg fik Nikolas Dyhr og Thibault Klidje vendt op og ned på opgøret med hver sin scoring, inden Leeroy Owusu slutteligt sørgede for pointdeleren et kvarter før tid.
Med mandagens resultat er al spænding inden sidste runde i Superligaens nedrykningsspil forduftet, for det eneste spørgsmål, der endnu ikke er besvaret, er, om det bliver Silkeborg IF eller Randers FC der snupper den relativt ligegyldige niendeplads.
For OB er der stadig lidt spænding tilbage, for vinder FC København torsdagens pokalfinale over FC Midtjylland, bliver det i stedet OB i stedet for FCK, der skal møde bronzevinderen i én playoff-kamp om kvalifikationspladsen i UEFA Conference League.
Det kan stadig blive både FC Nordsjælland, Viborg FF og Sønderjyske.
Højdepunkter fra denne kamp følger.
OB
Randers FC












