Politiet indfører visitationszone til Brøndby-brag mod AGF
Københavns Vestegns Politi indfører en visitationszone i forbindelse med søndagens sene Superliga-kamp mellem Brøndby og AGF, mens der også er strafskærpelser.

Der bliver ekstra meget politi på Vestegnen søndag, når AGF gæster Brøndby Stadion.
Her indføres der nemlig en visitationszone for at skabe mere tryghed før det store Superliga-brag.
Det skriver Københavns Vestegns Politi.
Det er første gang, at politiet laver en visitationszone i forbindelse med en fodboldkamp. Det ekstra tiltag skyldes, at der tidligere har været sammenstød mellem de to fangrupperinger, skriver politiet.
Brøndbys møde med AGF er vurderet til at være en højrisikokamp, og derfor indføres visitationszonen omkring Brøndby Stadion fra søndag kl. 12:00 og frem kl. 01:00 natten til mandag.
Det er nemlig gjort muligt gennem hooliganpakken, der blev vedtaget i Folketinget i februar.

Samtidig vil der være højere straf, hvis der findes ulovlige genstande blandt fansene i visitationszonen.
- Vi vil være synligt og tydeligt til stede i gadebilledet omkring stadion på søndag, og vi kommer til at reagere konsekvent over for personer, der skaber utryghed eller begår kriminalitet, udtaler politiinspektør i Københavns Vestegns Politi, Steen Harpsøe.

Strafskærpelsen lyder på op mod 50 procent, hvis der sker overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, våben og eksplosivstoffer, knive og blankvåben, fyrværkeri og pyroteknik samt andre udvalgte bestemmelser i straffeloven
Zonen kommer til at omfatte flere veje omkring Brøndby Stadion, gældende for Park Allé, Motorring 3, Holbækmotorvejen, Seminarievej, Bygade og Brøndbyvestervej. Se det på kortet herunder:

- Det er første gang, vi opretter en visitationszone i forbindelse med en fodboldkamp. Ligesom de øvrige tiltag gør vi det for at imødegå ballade.
- Det at gå til en fodboldkamp som tilskuer skal være for alle – og det skal en mindre gruppe ballademagere ikke ødelægge for flertallet, Steen Harpsøe.
Samtidig melder politiet, at AGF-fans på udebaneafsnittet kan blive tilbageholdt på Brøndby Stadion i op til en time efter kampens afslutning.
På den måde vil politiet sikre, at der ikke efterfølgende sker sammenstød mellem de to klubbers fans.
Kampen mellem Brøndby og AGF fløjtes i gang søndag kl. 18:00.
Forinden det store opgør har Campo været på Fredensvang, og her var der godt nyt fra AGF-lejren:

AGF
Brøndby IF












