På plads i Polen: Taknemmelig for, at det kan lade sig gøre Foto: Pogon Szczecin

På plads i Polen: Taknemmelig for, at det kan lade sig gøre

Ralf Pedersen er glad for, at han har fået lov til at smutte før kontraktudløb.

Ralf Pedersen præsenteres i Pogon Szczecin.
Foto: Pogon Szczecin

Ralf Pedersen fortsætter i Polen.

Her skal han være assistenttræner for Thomas Thomasberg i Pogon Szczecin.

Dermed har han også sagt farvel til Viborg FF, hvor han ligeledes har været at finde i det tekniske felt.

Og så endda midt i en jagt på bronzemedaljer og en historisk sæson.

Viborg FF har dog selv givet grønt lys til skiftet, for klubben havde muligheden for at holde på sin nu forhenværende assistent.

Kontrakten stod nemlig til at løbe sæsonen ud - altså to runder endnu.

De sidste kampe bliver dog uden Ralf Pedersen ombord.

- Jeg har i alt været i Viborg i 19,5 år over flere omgange, så det er lang tid i mit fodboldliv, og det er selvfølgelig en klub og et sted, jeg holder rigtig meget af. Det er vemodigt at sige farvel, men samtidig er det også en spændende chance, jeg har fået.

Ralf Pedersen præsenteres i Pogon Szczecin.
Foto: Pogon Szczecin

-Da det blev besluttet, at min tid i VFF skulle slutte efter denne sæson, har jeg selvfølgelig overvejet, hvad der så skulle ske. Jeg nåede desværre ikke udlandet som spiller, men nu har jeg fået chancen som træner for at prøve at opleve noget helt andet, og da det også passer godt i mit familieliv lige nu, så er det en spændende dør, der er blevet åbnet.

- Jeg glæder mig rigtig meget til denne mulighed, og jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre, siger Ralf Pedersen til Viborg FF's egen hjemmeside.

Pogon Szczecin har i samme ombæring oplyst, at Ralf Pedersen er landet for at tilslutte sig Thomas Thomasbergs trænerstab.

Han var allerede med ved onsdagens træningspas i Polen.

Viborg FF har med to runder tilbage af Superligaen et hul på to point op til FC Nordsjælland og bronzemedaljerne.

Mest læste

Notifications

Notifikationer