Officielt: Thomasberg henter Superliga-dansker til Polen
Thomas Thomasberg har lokket en dansk assistenttræner til Polen.

Thomas Thomasberg har hidkaldt dansk forstærkning.
Den tidligere FC Midtjylland-cheftræner står i dag i spidsen for Pogon Szczecin, men han har efter alt at dømme godt kunne tænke sig lidt dansk hjælp.
I hvert fald har han sørget for, at Ralf Pedersen drager til Polen for at blive assistenttræner.
Det bekræfter Viborg FF, hvor han lige nu er assistenttræner, på sin hjemmeside.

Ralf Pedersens kontrakt i Viborg FF strækker sig egentligt til udgangen af sæsonen, men skiftet sker med øjeblikkelig virkning.
Også selvom man med kun to runder igen jagter bronzemedaljer i klubben fra domkirkebyen.
- Der er opstået en mulighed for Ralf, som han rigtig gerne vil forfølge. Det er en stor chance for ham i udlandet, der kræver, at han tiltræder her og nu, og det har vi valgt at acceptere.
- Ralf er en legende og stor klubmand i VFF, der har været loyal og meget værdsat i sin tid her, så derfor vil vi ikke stå i vejen for denne mulighed. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden og held og lykke med de nye udfordringer i Polen, siger VFF-fodbolddirektør Mads Agesen.
Efter at have været konkurrenter på hver sin trænerbænk hos ærkerivalerne FCM og Viborg FF, genforenes de to altså nu i Pogon Szczecin.
Thomas Thomasbergs polske klub indtager med tre runder igen en niendeplads i Ekstraklasa.

Thomas Thomasberg
Viborg FF












