AGF-stjernes skade ødelagde skifte til Serie A
TV 2 afslører, at Kevin Yakob var så godt som solgt til Udinese, da han løb ind i en forfærdelig knæskade.

Kevin Yakobs vej tilbage fra sin slemme skade til igen at blive en Superliga-stjerne har mildest talt været imponerende.
Den 25-årige svensk-iraker er en stor del af AGF's succes i denne sæson, men var han ikke løbet ind i en slem knæskade, så havde han nok ikke spillet i Aarhus.
Efter AGF's bronzevindende sæson i 2023 var Kevin Yakob så godt som solgt til Serie A-klubben Udinese, afslører TV 2.
TV 2 har snakket med irakeren, der løb ind i den slemme skade i sin allerførste landskamp for Irak.
- Jeg var jo glad for den store interesse, og så fik jeg desværre skaden. Men sådan er livet, og det er bare fodbold. Selvfølgelig kunne alt have set anderledes ud, men det er ikke noget, jeg fortryder eller har det dårligt med i dag, for det kunne også have været værre. Jeg var omvendt heldig, for jeg havde en lang kontrakt med AGF, så man skal altid sørge for at sætte lidt perspektiv på tingene. Jeg er meget tilfreds med, hvor jeg er, og hvad jeg laver i dag, fortæller Yakob til TV 2.
Siden ankomsten fra IFK Göteborg i sommeren 2022 er det blevet til 57 kampe for Yakob, hvor han har leveret otte scoringer og ni oplæg.
Kevin Yakob har kontrakt med AGF indtil næste sommer.

Søndag aften venter der Yakob og resten af AGF-mandskabet en svær opgave, når Sønderjyske kommer på besøg. Gæsterne har fået en kæmpe forstærkning til deres trup.

AGF
Kevin Yakob












