Efter stilhed: Nu reagerer DBU
Gianni Infantino stiller atter op som FIFA-præsident, men DBU har endnu ikke taget stilling til, om man vil stemme på ham.

Meget er blevet sagt og skrevet, siden Gianni Infantino overtog et skandaleramt FIFA for 10 år siden.
Selv er han langt fra gået udenom kritik fra nær og fjern, men FIFA-tronen sidder han ganske tungt på.
Torsdag annoncerede han på kongressen i Vancouver, at han næste år stiller op til FIFA-præsident igen.
Det er i givet fald tredje og dermed sidste genvalg af schweizeren, der lige nu ikke har nogen modkandidater og med al sandsynlighed bliver valgt igen.

I kølvandet på nyheden om Gianni Infantinos nye kandidatur har der i første omgang være stille fra DBU.
Men nu reagerer formand Jesper Møller.
- Jeg noterede mig præsidentens kandidatur. Det var forventet. DBU var som bekendt et af meget få medlemslande, der ikke støttede Gianni Infantino ved valget i 2023, men vi vil naturligvis drøfte vores position forud for FIFA kongressen i marts 2027.
- Jeg forventer, at vi har afklaret vores holdning senest 13. marts 2027, siger Jesper Møller, der ikke selv tog del i kongressen på grund af rygproblemer.
Infantino er på valg til kongressen næste år, som holdes den 18. marts i Marokko.
Vinder Infantino valget næste år, vil hans periode som FIFA-præsident strække sig fra 2027 til 2031.
En stor del af den seneste kritik omkring schweizeren har omhandlet FIFA's forhold til Donald Trump, herunder også den fredspris der ud af det blå blev indført og givet til den amerikanske præsident.













