AGF efterforsker racisme-sager efter FCM-kamp: – Fjolser!
Der er indberettet racistiske tilråb mod Aral Simsir og et andet tilfælde i anden halvleg, bekræfter AGF’s direktør, Jacob Nielsen.

Guldbraget i Aarhus har fået et kedeligt efterspil.
Undervejs i opgøret blev FC Midtjyllands Aral Simsir nemlig udsat for nogle tilråb fra lægterne, som han mener "ikke hører til i fodbold".
FC Midtjylland-stjernen ville ikke be- eller afkræfte, om der var tale om racistiske tilråb, men det har AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, nu bekræftet.
- Jeg har snakket med ham. Det er ikke de der 'av, av, av', som jeg tror, man kan synes er fodboldmæssigt humoristisk nok, det var slet ikke det. Nej, det er meget mere alvorligt, siger Jacob Nielsen til Viaplay.
Hamrende utilfreds
Overfor Campo og de øvrige skrevne medier uddybede Jacob Nielsen efterfølgende, og AGF-direktøren lagde ikke skjul på, at han var særdeles utilfreds med og træt af episoden.
- Aral Simsir har i første halvleg hørt nogle racistiske tilråb, som så er blevet indberettet til dommeren efter kampen, siger Jacob Nielsen.

- Det kan vi jo kun tage afstand fra på det skarpeste, og det er vi i gang med at undersøge. Der er ikke nogen af vores spillere, nogen fra dommerteamet eller vores vagter, der har hørt noget, heller ikke under første halvleg, og der har vi sat ekstra vagter ind i det område. Det gjorde vi også i anden halvleg, da der kom en indberetning fra en af FCM's spillere under kampen, og som fik dommeren til at reagere overfor vores bænk og dermed så også stadionspeakeren.

- Vi har desværre ikke nogen, der har hørt det her, og som kan bevidne det, men vi tager det selvfølgelig super, superalvorligt. Vi er i gang med at skrive til alle dem, der har siddet i det her afsnit, om der er nogen, der kan bevidne det her og udpege de her fjolser, som har ytret sig helt upassende for 2026, siger Jacob Nielsen.
- Det er først efter kampen, at vi er klar over, der skete noget i første halvleg. Da vi går fra kampen, spørger jeg og henvender mig, og jeg beklager. For det hører ingen steder hjemme. Og så er det en anden FC Midtjylland-spiller [i anden halvleg], det står lidt uklart for mig, hvem det er. Men som der så også er blevet råbt noget til, siger Jacob Nielsen.
AGF har haft to lignende episoder tidligere på foråret i kampe mod Brøndby og AGF, og for AGF-direktøren er det vigtigt at understrege, hvor træt han er episoden.
- Der er 11.330 tilskuere i dag. Og så er der to idioter, der skal ødelægge det hele. Eller hvor mange det nu er. Jeg håber, det er så få som muligt. Det er jo helt vanvittigt irriterende, at man skal arbejde med sådan noget her i 2026, siger Jacob Nielsen.

AGF og FC Midtjylland spillede 0-0 i en ellers fremragende kulisse i Århus og har nu en uhyre spændende sæsonafslutning foran sig i de sidste tre runder.
AGF
FC Midtjylland












