Riemers højre hånd stopper på landsholdet
Morten Wieghorst takker af på det danske landshold.

Morten Wieghorst stopper som assistenttræner på det danske herrelandshold.
Det bekræfter han i et interview med DR Sporten.
Wieghorst, der har været assistent gennem seks år, først for Kasper Hjulmand og senest under Brian Riemer, takker af i forbindelse med, at hans kontrakt udløber i juni.
- Jeg har besluttet, at det er det sidste punktum for mit vedkommende. Jeg har været afklaret med det i et stykke tid.

- Desværre skal jeg ikke slutte af med en slutrunde, og det er vi mange, der er rigtig kede af og skuffede over, men det er sådan, det er, siger Morten Wieghorst til DR Sporten.
Den snart tidligere danske assistenttræner fortæller videre, at den missede VM-kvalifikation ikke har spillet en rolle i hans beslutning.
Wieghorst afslører også, at han ikke har et nyt job klar endnu.
Udover assistenttrænerjobbet på landsholdet har Wieghorst tidligere i trænerkarrieren været landstræner for U21, cheftræner i AaB og AGF samt været assistent i Swansea og FC Nordsjælland.
Det er uvist, hvem der overtager Wieghorsts stilling.

Danmark












