Superligaens største bisse! AGF-profil tangerer vild rekord
Nicolai Poulsen har skrevet sig ind i Superligaens historiebøger.

Nicolai Poulsen er kendt som en hård hund.
Nu er han officielt en af de to hårdeste hunde, som Superligaen nogensinde har set.
I hvert fald hvis man skal måle på antal kort.
Da den 32-årige AGF-profil blev skiftet ind i mandagens guldbrag mod FC Midtjylland, skulle han nemlig kun bruge to minutter på at rage et gult kort til sig, og dermed tangerer han en vild rekord.
Det var nemlig Poulsens kort nummer 103 i karrieren fordelt på 98 gule og fem røde kort.
Således har han nu tangeret Rasmus Würtz rekord, da den tidligere AaB-stjerne og Superligaens kamprekordholder selv nåede 103 kort fordelt på 101 gule og to røde kort i løbet af sin karriere.

Advarslen betyder ligeledes, at Poulsen kommer til at sidde over med karantæne, når AGF torsdag tørner sammen med FC Nordsjælland.
Således kommer AGF's nummer seks også til at være den spiller, der har afsonet flest spilledages karantæne, når han til den kamp afsoner sin 30. spilledags karantæne i karrieren og dermed overhaler Rasmus Würtz, som har afsonet 29.
Nicolai Poulsen har døjet en del med skader i løbet af mesterskabsspillet, hvorfor det endnu ikke er blevet til en startplads hidtil.
AGF
FC Midtjylland












