Lettet BIF-dansker: Det har ikke været sjovt
Mads Frøkjær-Jensen har haft en svær start i Brøndby, og storsejren var i den grad en forløsning.

Da Mads Frøkjær-Jensen i vinterens transfervindue blev præsenteret på Vestegnen, havde han nok ikke regnet med, at der ventede en kæmpe krise i Brøndby.
Både på holdet, hvor Brøndby har ledt efter mål og sejre, men også personligt, hvor Frøkjær oftest har set med fra bænken.
Mod Sønderjyske ændrede begge dele sig dog. De blågule tog en forløsende storsejr på 6-0, mens den danske midtbanespiller havde fundet vej til startopstillingen.
Efter opgøret var det en lettet Brøndby-dansker, der talte med Viaplay ovenpå sejren, hvor Frøkjær også leverede to assist.
- Det har jo ikke været sjovt, tror jeg, for nogen. Især heller ikke, når man som mig kommer hjem sidste dag i (transfer, red.) vinduet og ligesom alle andre gerne vil vise sig godt frem og skabe et godt indtryk i en ny klub.
- Så har det selvfølgelig været hårdt at komme i en periode, hvor det hverken har fungeret personligt eller for holdet.

- Det kunne ligesom komme ud i den her udlevning af følelser, en god individuel præstation og holdpræstation, som der ikke har været mange af i den her sæson. Det er meget lettende, siger Mads Frøkjær-Jensen til Viaplay. Se hele interviewet i bunden af artiklen.
Startpladsen mod Sønderjyske var Frøkjærs første siden den 1. marts mod FC Midtjylland. Siden har spilletiden været helt i bund.
Den 26-årige midtbanespiller vendte denne vinter hjem til Danmark efter et ophold i Championship-klubben Preston North End.
Nu kan han notere sig for sine første to assist i Brøndby.
Det ene oplæg blev historisk, idet det efterfølgende mål af Jacob Ambæk fuldendte den unge Brøndby-angribers hattrick mod Sønderjyske.
Læs mere herunder:

Brøndby IF
FC Midtjylland
Sønderjyske












