Legende forventer vild AGF-fest: Festugen bliver jo rykket til maj!
Der bliver en helt anden fest denne gang, hvis AGF bliver mester, mener en af klubbens kendte guldvindere fra 1986.

Da Flemming Povlsen i 1986 var med på det hold, der vandt DM-guld til AGF, var fodbold i Danmark noget helt andet.
Først sent i ungdomsårene omkring U/19-alderen rykkede angriberen fra Viby IF til AGF på Fredensvang et par kilometer længere inde mod byen, og fuldtidsprofessionalisme var kun noget, man var begyndt at snuse til i Danmark i Brøndby IF.
Hvor samtlige Superliga-klubber og et flertal af klubberne i 1. Division i dag er på fuld tid med et væld af trænere og eksperter i staben, og hvor man kan se nærmest enhver fodboldkamp i dag i Danmark og resten af verden, fyldte fodbold ikke nær det samme i et mediebillede, der også var helt anderledes for 40 år siden.
I den kommende uge spiller AGF under enorm bevågenhed to guldkampe mod FC Midtjylland, hvor århusianerne med en eller to sejre kan komme tæt på guldet, mens FCM-sejre kan sende midtjyderne på førstepladsen.
Vild opmærksomhed i dag
Opmærksomheden omkring de kampe bliver enorm, og det er den helt omvendte verden af ved det seneste AGF-mesterskab, fortæller Flemming Povlsen i et interview med Campo.
- Det er blevet lidt mere tilgængeligt nu. Hvis du skulle se en fodboldkamp dengang, så skulle du enten være på stadion, du skulle se det samtidig med, at det blev sendt, eller så kunne læse om det i avisen. Så tilgængeligheden til levende billeder fra alle mulige andre ligaer, det var jo begrænset til få dage i ugen, siger Flemming Povlsen til Campo.

- Der var Europa Cup-kampe, som blev spillet om onsdagen. Der kunne man så, hvis man fik lov, være længere op og se sådan en kamp. Ellers så var det at være på stadion, eller så høre det fra nogen, der havde set det, siger Flemming Povlsen om en tid, hvor der var engelske kampe lørdag eftermiddag på DR, og hvor kampene fra den bedste danske række blev vist i korte sammendrag om aftenen om søndagen.
- Det er jo de gode, gamle dage. Og så det er godt, at sådan nogle ting udvikler sig. Dem, der ser nu kan gøre frem og tilbage fra det ene og det andet, de er godt stillet, hvis de er interesserede i, siger fodbold, siger Povlsen, der i mange år har været ekspertkommentar på tv og i disse år er det for Disney i forbindelse med kampe i Europa League og Conference League.

Dengang Brøndby-rivalisering blev til
Hvor det i år er FC Midtjylland, AGF er i en benhård dyst med, var det ved det seneste AGF-mesterskab Brøndby IF.
Brøndby var kommet stærkt frem på scenen og var det bedste hold i Danmark samlet set over 80'erne og 90'erne.

Men i 1986 lykkedes det AGF at overvinde et Brøndby IF, der var ved at få Povlsens senere Europamester-kammerater som Kim Vilfort, John Jensen og Lars Olsen indarbejdet på holdet.
- Det er Brøndby. Det er også der, historien omkring AGF og Brøndby er vokset ud fra. Der var mange kampe og sæsoner, hvor man skulle slås med dem. I 1985 ligger vi også tæt i en lang, lang periode. Brøndby var vi tæt på at kunne indhente i '85. Vi taber så en afgørende kampe herinde med 1-0, siger Flemming Povlsen og henviser til det ombygningsramte stadion, der er baggrund for Campos interview med AGF-guldvinderen.
Det var i de år, den nuværende, stærke rivalisering med Brøndby, en klub der er alt andet end populær i fankredse og selve AGF, voksede frem.
- Så får vi slået Brøndby 1-0 herinde i foråret '86. Det er den kamp, der giver troen på, at det faktisk kan lykkes i år. Vores hold ser stærkt ud, og vi har allerede slået dem, der er forhåndsfavoritter til at vinde mesterskabet, siger Povlsen, der selv halvvejs i sæsonen i 1986 blev solgt til Real Madrid.

Kæmpe fest
Flemming Povlsen ser AGF som guldfavorit dette forår, og der venter en kæmpe fest til maj, hvis AGF tager guld, noget der også har ændret sig sammenlignet med 80'ernes AGF-hold, hvor fodbold i Danmark bare ikke fyldte socialt eller i samfundet på samme måde som i dag.
- Man kommer ikke ind og får rådhuspandekager i Århus. Når AGF bliver dansk mester, er det 'rigtig godt, AGF'. Og så er man ligesom videre. Den der langstrakte sejrsfejring, når man vinder store titler. Den var der slet ikke. Det var hurtigt hverdag igen, siger Flemming Povlsen.

- Det blev overhovedet ikke hypet. Det var rigtig godt, der var en lille lille fest i klubben, og så var det mere eller mindre det. Det var tiden dengang, siger AGF-legenden.
Og den fest, der venter AGF'erne til maj i tilfælde af et DM, glæder Flemming Povlsen.
- Hvis AGF skulle gå hen og blive mester nu, så ville det eksplodere på en helt anden måde. Der vil være festivitas i den her by i mange, mange dage. Århus Festuge bliver jo fremrykket til midt i maj! Alle de ting, der ville følge med, det ville være i et meget andet setup.
- Os, der prøvede det i den spæde start, ville se det og tænke: 'Hold da op, det kan også lade sig gøre at holde en god fest her i Århus', siger Flemming Povlsen.
AGF og FC Midtjylland spiller mandag aften i en kamp i Herning, hvor århusianerne ved kickoff fører Superligaen med fem point.

AGF
FC Midtjylland












