Ny dato: Superliga-finalen er blevet rykket
Superligaens sidste spillerunde afvikles en uge tidligere end oprindeligt planlagt.

Den store Superliga-finale er blevet rykket.
Oprindeligt skulle den - forhåbentlig - store guldduel afgøres den 24. maj, men det er nu blevet lavet om.
Det fremgår af Superligaens datoplan, hvor det i stedet står skrevet, at den sidste spillerunde i Superligaen bliver afviklet henholdsvis den 16. og 17. maj.
Det betyder ligeledes, at playoff-kampen om at komme i Conference League i stedet finder sted pinsesøndag den 24. maj.

Fremrykningen af sidste spillerunde medfører også, at Divisionsforeningen har været nødsaget til at lægge en runde med midtugekampe ind i programmet.
Midtugerunden finder sted i dagene omkring onsdag den 22. april.
Kampprogrammet for slutspillet i henholdsvis kvalifikations- og mesterskabsspillet forventes at være klar i løbet af ugen.
Campo har rakt ud til Divisionsforeningen for en kommentar til ændringen.
En eventuel guldduel tegner umiddelbart til at stå mellem AGF og FC Midtjylland, som har henholdsvis 50 og 46 point med ind i mesterskabsspillet, mens den nærmester forfølger i Sønderjyske har 36.
I kvalifikationsspillet ser det noget sværere ud for både Silkeborg og Vejle, som ligger under stregen med henholdsvis fem og ti point op til FC Fredericia, som ligger over stregen.
FC Midtjylland
FC Fredericia
AGF
Sønderjyske












