
FCK-medejer giver Brøndby-back ret: Alle klubber i Superligaen skal spille på græs
F.C. København-medejer Lars Seier Christensen har fået nok af kunstgræs.

Lars Seier Christensen har mange aktier i F.C. København – også i overført betydning.
Alligevel er han ikke bleg for at give Brøndby IF’s Sean Klaiber medhold i den kritik af kunstgræs, som han ytrede forud for onsdagens pokalsemifinale mod Silkeborg IF.
Efter slutfløjt onsdag, hvor Silkeborg sejrede og spillede sig i pokalfinalen, sagde Kent Nielsen til Campo og de øvrige fremmødte medier, at debatten om kunstgræs “altid er relevant”.
Den bold har FCK-medejeren nu grebet ved at gå til tasterne på sin Facebook-side.
Han mener nemlig ikke, at Superligaens to kunstgræsklubber længere har et godt argument for at benytte sig af det falske græs.
– Jeg vil benytte denne lejlighed til at give Sean Klaiber ret, i stedet for at virke som et tudefjæs efter en dårlig FCK-kamp på kunstgræs.
– Det er på tide at forlange, at alle klubber i Superligaen spiller på græs. Med den økonomi både Silkeborg og FC Nordsjælland har, er der absolut ingen begrundelse for, at de ikke anlægger rigtige fodboldbaner. Det er muligt, at det går begge veje for de to klubber, da de spiller mindre på græsbaner end os andre, men lad os nu få alle Superliga-klubber til at spille på lige vilkår, skriver Lars Seier Christensen.
Det er dog ikke sådan, at han ikke kan se en klub i Superligaen benytte sig af kunstgræs i fremtiden. Det kræver dog, at man har en god grund til det:
– Skulle der på et tidspunkt rykke en økonomisk udfordret klub med kunstgræs op i Superligaen, hvor det er et reelt økonomisk problem, kan man godt give dem et par år til at anlægge en rigtig bane, men der er virkelig ikke nogen undskyldning for Silkeborg og FCN.
FC Nordsjælland har haft kunstgræs på sin hjemmebane siden 2011, mens man i Silkeborg IF har haft det siden 2017.