
– Jeg er stolt over at være deres træner, siger Inzaghi
Inter-træneren er ikke overraskende en glad man efter sejren over FC Barcelona.

En af de mest seværdige semifinaler i nyere Champions League-historie.
Det var, hvad Inter og FC Barcelona ad to omgange diskede op med.
Det hele kulminerede tirsdag aften på San Siro i Milano, da hjemmeholdet sejrede med 4-3 efter 120 minutters fodbold.
Sejren og præstation er næppe noget, som Inter-cheftræner Simone Inzaghi kommer til at glemme lige foreløbigt.
– Først og fremmest skal Barcelona anerkendes. Det er et virkelig stærkt hold.
– Det krævede et ‘Super-Inter’, så hatten af for gutterne, for de diskede op med to monsterpræstationer. Ellers havde vi ikke stået i en finale. Jeg er både stolt og glad over at være deres træner, for de gav alt, hvad de havde.
– Indskifterne gjorde det fremragende, vi holdt et højt niveau og udskiftningerne hjalp os i det rette øjeblik. Det føles kun rigtigt, at gutterne får lov til at nyde det her foran vores egne fans. Jeg fortalte dem, at de skulle tro på det, og selvom vi havde nogle udfordringer, så kan man overkomme alt, hvis man lægger hjertet i, siger Inter-træneren til Sky Sports ifølge FCInterNews.
Inter finder onsdag aften ud af, om modstanderen i finalen bliver Arsenal eller Paris Saint-Germain.
De to mødes i Paris efter det første opgør endte med 0-1 til franskmændene i London.
Du kan se højdepunkter fra tirsdagens semifinale mellem Inter og Barcelona i videoen øverst i artiklen