
Medie: FCK-keeper har taget sin beslutning om fremtiden
Diant Ramaj har sat sig for at vende retur til tysk fodbold.

F.C. Københavns førstekeeper i foråret har været Diant Ramaj, som er lejet fra tyske Borussia Dortmund.
Lejesvenden har gjort en god figur for Jacob Neestrups trup, hvor han blandt andet har overtaget målmandsposten fra Nathan Trott.
Men målmanden er klar til at vende tilbage til Dortmund med et bestemt mål.
Ifølge tyske Sky Sport så vil Diant Ramaj udfordre Gregor Kobel og etablere sig som Dortmunds førstemålmand på sigt.
Det er på trods af, at Kobel bestrider målmandsposten meget komfortabelt, og dermed kan der være lange udsigter til spilletid for Ramaj.
Alligevel er planen, som den hidtil har været, at Ramaj vender retur til Dortmund efter indeværende sæson.

Ramaj var tilbage i buret torsdag aften i pokalkampen mod Viborg efter det røde kort i Derby.
Målmanden nikkede sin kollega i Brøndby-målet Thomas Mikkelsen en skalle, og det kostede en karantæne.
Han kommer til at stå overfor de blågule igen i weekenden, hvor det københavnske derby afvikles på Brøndby Stadion.