FC Midtjylland tabte guldterræn, da Randers brød stime
Efter 32 kampe lykkedes det Randers FC at slå FC Midtjylland, der samtidig taber vigtige point i guldkampen.

Statistikken talte sit tydelige sprog før Randers FC og FC Midtjyllands møde fredag aften.
32 indbyrdes kampe i træk har ulvene fået point mod hestene.
I Randers skulle den statistik dog blive udfordret.
Hjemmeholdets anfører, Wessel Dammers, kom først på bolden efter et hjørnespark, som han pandede i mål til 1-0.
Den føring holdt dog kun i ti minutter. Efter et VAR-tjek blev der nemlig dømt straffespark til FC Midtjylland, da Mathias Greve med en hævet arm blev skurk.
Oliver Sørensen var efterfølgende sikker på pletten, selvom Paul Izzo i Randers-buret gik til den rigtige side.
Ved pausen stod det derfor 1-1, selvom der sagtens kunne være faldet flere mål.

Kort efter startfløjtet til 2. halvleg gik stadionlyset i Randers, og det betød naturligvis, at der ikke kunne spilles fodbold. Det vendte dog hurtigt tilbage.
En anden, der vendte tilbage igen, var Wessel Dammers. For på endnu et skarpt hjørnespark af Simen Nordli steg Randers-anføren til vejrs og headede Randers tilbage i front.
Med over 20 minutter og en masse tillægstid efter det slukkede stadionlys havde FCM god tid til at hente ind på Randers og få vigtige point med hjem til Heden.

Det lykkedes også for FC Midtjylland at passere Paul Izzo igen i det dybeste af tillægstiden.
Edward Chilufya fik kortvarigt de medrejsende FCM-fans til at juble, men der blev hurtigt dømt offside på målet.
Uret nåede at passere de 100 minutter, før Aydin Uslu blæste kampen af.
Randers FC slår FC Midtjylland for første gang i over 12 år.
Det giver F.C. København en mulighed for at overhale FCM i tabellen, hvis de på søndag kan slå FC Nordsjælland.
Randers spiller sig op på en foreløbig fjerdeplads i Superligaens mesterskabsspil.

Se målene fra opgøret herunder:
Wessel Dammers til 1-0:
Oliver Sørensen på straffespark til 1-1:
Wessel Dammers med samme målopskrift. Til 2-1:

FC Midtjylland
Randers FC












