
Øv: Fremstormende dansker udeladt af United-trup
Chido-Obi får ellers store roser i Manchester United.

Han har været et lys i en meget mørk tid i Manchester United.
Selvom blot 17-årige Chido-Obi allerede må mærke presset på sine skuldre, efter han i sidste måned debuterede for Manchester United, så er der nu en gedigen skuffelse for den unge dansker.
Selvom Manchester United er videre i Europa League, så kan den vaklende engelske storklub ikke gøre brug af sin danske komet i den næstbedste europæiske turnering. Det bekræfter Manchester United selv mandag aften.
Chido-Obi er nemlig ikke inkluderet i den 25 mand store trup, Manchester United har registreret til kampene i den resterende del af turneringen – startende med kampene mod Real Sociedad senere i marts.
Som regel er det ikke et problem for så ung en spiller som Chido-Obi, da spillere på hans alder oftest vil kunne inkluderes på B-listen – hvor en klub kan registrere spillere født efter 1. januar 2003.

Spillere som Kobbie Mainoo og Alejandro Garnacho er begge inkluderet på den liste, men for Chido-Obi er der ét markant problem: Spillere på B-listen skal have været i klubben i mindst to år.
Chido-Obi kom først til United fra Arsenal i oktober sidste år, og han har således ikke engang rundet sine første fem måneder i klubben endnu.
For at imødekomme spillere, der har skiftet klub i løbet af vintertransfervinduet, er det desuden tilladt for klubber at ændre tre spillere i deres Europa League-trupper, og den mulighed har Manchester United benyttet sig af.
United har denne vinter sagt farvel til Marcus Rashford, Tyrell Malacia og Antony, og de er i Europa League-truppen blevet erstattet af nytilkomne Patrick Dorgu og Ayden Heaven samt 17-årige Jack Fletcher, der er søn af klubbens tidligere midtbanespiller Darren Fletcher.

Da Manchester United skulle indsende sin reviderede trup til UEFA den 6. februar, havde Chido-Obi endnu ikke fået debut for klubbens førstehold – debuten kom først 10 dage senere i nederlaget mod Tottenham.
Manchester Uniteds EL-trup:
Målmænd: Andre Onana, Altay Bayindir, Tom Heaton, Dermot Mee
Forsvarsspillere: Harry Amass, Diogo Dalot, Matthijs De Ligt, Patrick Dorgu, Jonny Evans, Ayden Heaven, Victor Lindelof, Harry Maguire, Tyrell Malacia, Lisandro Martinez, Noussair Mazraoui, Luke Shaw, Leny Yoro
Midtbanespillere: Casemiro, Christian Eriksen, Bruno Fernandes, Jack Fletcher, Mason Mount, Manuel Ugarte
Angribere: Amad, Rasmus Hojlund, Joshua Zirkzee
B-listen: Harry Amass, Louis Jackson, Habeeb Ogunneye, Jack Fletcher og Jayce Fitzgerald.