Medie: Silkeborg sælger Alexander Lind for en slik
Onsdag kom det frem, at en italiensk klub skulle have interesse i Alexander Lind, og torsdag melder et andet medie, at handlen er i hus.

Alexander Lind meldes på vej til Italien.
Onsdag begyndte rygterne om et muligt skifte til Serie B-klubben Pisa at svirre.
Torsdag melder et andet italiensk medie, at der allerede skulle være en handel på plads med Silkeborg IF.
Det bliver dog ikke et lige så indbringende salg, som klubben fra Søhøjlandet måske kunne have håbet.

Silkeborg sælger Alexander Lind til Italien
Ifølge Gianluca Di Marzio kommer SC Pisa nemlig til at betale sølle tre millioner euro for sidste efterårs delte 3F Superliga-topscorer med 10 scoringer.
Det svarer til cirka 22 millioner danske kroner.

Efter sin flotte form i efteråret blev den 22-årige angriber belønnet med en ny og lang kontrakt i Silkeborg.
Siden efteråret har der dog været stilstand på målkontoen for Alexander Lind, som ikke har scoret et 3F Superliga-mål i hele 2024.
Den unge angriber er en vaskeægte lokal dreng.
Alexander Lind har nemlig aldrig kendt andet end Silkeborg i hele sit fodboldliv.
I 2019 fik han sin debut for klubbens førstehold efter at have taget hele vejen igennem klubbens ungdomssystem.
Her blev en dengang 17-årig Alexander Lind skiftet ind i et 1-0-nederlag ude mod Lyngby i de døende minutter af opgøret.
I samme sæson rykkede Silkeborg ned i NordicBet Ligaen, hvor Lind fik mere spilletid.
Under hele 2020/21-sæsonen blev det til 21 optrædener, hvor han bidrog med tre scoringer og tre oplæg.
Oddset Pokal-debuten faldt i en gyser mod AC Horsens, der måtte afgøres i en straffesparkskonkurrence, som Horsens vandt 9-8.
Selvom Alexander Lind var på banen, fik den unge silkeborgenser ikke lov til at sparke.
For klubben fra Søhøjlandets førstehold er det hidtil blevet til i alt 91 kampe, 21 kasser og otte oplæg.
Derudover står Alexander Lind også noteret for ni ungdomslandskampe for Danmark, hvor det dog aldrig er blevet til scoringer.
Silkeborg IF
Alexander Lind












