EM 2024

‘VK’ i ingenmandsland: Nu skal jeg vinde det hele til EM

Victor Kristiansen står efter en flot sæson i Bologna til at skulle vende retur til England – i hvert fald på papiret. Han har dog besluttet sig for, at uvisheden om fremtiden ikke må fylde for meget ved den kommende EM-slutrunde.

Victor Kristiansen afgiver interview til den danske presse inden EM 2024.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Han lærte meget, fik masser af spilletid, klubben havde succes, byen var dejlig og kæresten var glad.

Ja, det har i sandhed været en god sæson for Victor Kristiansen, der har været lejet ud fra Leicester til Bologna.

Her bidrog han i dén grad til, at klubben efter sommerferien har kvalificeret sig til Champions League ved at slutte på femtepladsen i Serie A.

Det er dog langt fra sikkert, at den tidligere FCK-back får lov til at være med til at høste ‘den europæiske frugt’.

Han aner nemlig ikke, om han kommer tilbage til Bologna igen efter sommerferien.

Eller om han skal tilbage til oprykkerne i Leicester.

Eller om der skal ske noget helt tredje for den sags skyld.

Og netop uvisheden er noget, som han ikke har tænkt sig at bruge unødig energi på.

– Jeg forholder mig slet ikke til, hvad der skal ske. Jeg skal til EM, spille tre gruppekampe, videre til i finalen og så vinder vi det hele. Og så skal jeg have en lang ferie, og så må vi se, hvad der sker, siger han til campo.dk og den øvrige fremmødte presse med et smil.

Men selvom han ikke forholder sig synderligt til den ellers ganske nære fremtid, så medgiver han, at han ikke er helt upåvirket af situationen.

– Jamen selvfølgelig fylder det da noget for mig. Men jeg har muligheden for at vælge, om jeg skal lade det gå mig på, mens jeg er til slutrunden og dermed påvirke den oplevelse, eller om jeg skal sige, at det må vi tage til den tid.

– Det tror jeg er meget normalt for både jeres arbejde og for mit eget arbejde; at der er nogle ting, der er ude af ens hænder, og så har man et valg om, om det skal gå én på, eller om man skal tage hvad der sker i nuet, og så tage alle de oplevelser og suge dem ind.

– Jeg ville da gerne have det afklaret i morgen, men det kommer ikke til at ske. Jeg skal jo spille det her EM, og så har jeg bedt alle parter, der er involveret, om at give mig mulighed for at holde fokus på det, siger landsholdsbacken og fortæller, at agenten også har fået besked på at holde sig i venteposition.

Danmark spiller sin første kamp ved EM 2024 den 16. juni mod Slovenien.

Inden da venter Norge i en sidste testkamp lørdag.

Victor Kristiansen kom ind fra bænken i Danmarks 2-1-sejr over Sverige onsdag aften.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P