AGF-chef opdaterer på skadede forsvarsprofiler
Frederik Tingager og Eric Kahl måtte sidde over onsdag aften, da AGF slog FC Roskilde i Betano Pokalen.

📍 Campo på Fredensvang
AGF har haft en hel del skadesproblemer gennem denne sæson.
Nu går det dog den rigtige vej for de forsvarende mestre, der håber at have flere profiler tilbage til søndagens brag på Brøndby Stadion.
Hverken Frederik Tingager eller Eric Kahl var en del af AGF's trup, da de mødte FC Roskilde onsdag aften. De var begge to en del af dagens træning, fortæller Jakob Poulsen til Campo og den øvrige presse på Fredensvang.
- Vi kom helskindet igennem (pokalopgøret, red.). Ting [Frederik Tingager] og Eric [Kahl] var begge to på banen i dag, så det er dejligt.
Cheftræneren understreger, at ingen af de to har haft nogen alvorlige skader, men at det tætte kampprogram betyder noget.

- Det er ikke noget fuldstændig vanvittigt med dem begge to.
- Problemet er bare, at der kommer kampe hver anden og tredje dag, og så var det simpelthen ikke muligt for dem at nå at blive klar til i onsdags. Så må vi se, om vi ikke kan nå at få dem med til søndag.
Jakob Poulsen bekræfter ikke, at de to forsvarsprofiler bliver klar til søndagens opgør på Brøndby Stadion. Men at de var med til træning er et godt tegn.
Cheftræneren gav også en opdatering på Mouhammade Camara, der ikke har været i aktion for AGF siden den 2. september.
- Camara er 100 procent med - det har han været i noget tid, så der er ikke noget med ham. Vi skal bare lige have ham op i gear igen.
Om Camara får en rolle i søndagens opgør, løftede cheftræneren heller ikke sløret for.
Det klassiske Superliga-opgør på søndag fløjtes i gang klokken 18.00.

AGF
Eric Kahl
Frederik Tingager












