Første Århus-tur efter AGF-exit: Dejligt at se venner
Felix Beijmo var torsdag for første gang tilbage i Århus for at spille fodbold, og det nød svenskeren.

Felix Beijmo var torsdag eftermiddag tilbage i Århus for første gang, siden han forlod AGF.
Den midlertidige AGF-bane i Vejlby var tilmed inden for kort gåafstand fra Aarhus Fremads hjemme på Riisvangen, så selv om Beijmo aldrig havde været på Riisvangen før, var det kendt territorium at være i Århus igen.
Og mens optakten for FC København havde handlet om fodbold, hvor man kom i god tid onsdag for at være helt klar til tidligt kickoff 13.30, var det sjovt for den svenske FCK-spiller at være tilbage i Århus, en by han sætter stor pris på.
- Jeg havde lidt venner her i dag fra min tid her i Århus, så det var dejligt at se nogen, man kender. Det var også dejligt at høre nogle mennesker udtrykke deres følelser, der måske ikke er lige så positive, men alle har ret til at sige sit, siger Felix Beijmo med et smil, da interviewet med Campo og den skrevne presse drejer ind på forholdet til Århus.
- Det var en dejlig dag, solen skinner, og vi kommer heller ikke hjem alt for sent i aften, så det synes jeg er skønt, siger den tidligere AGF'er, der skiftede til FCK på fri transfer efter slutningen af seneste sæson.
God kulisse trods banen
Både FCK'erne og Aarhus Fremads spillere og trænere bemærkede, at banen bestemt ikke havde været i top, og den så da også våd ud her sidste gang, Aarhus Fremad spillede der, før der skal lægges kunstgræs.
Men både FCK-cheftræner Bo Svensson og Thomas Delaney roste torsdagens ramme, og Felix Beijmo havde også moret sig over tilråbene og at kunne høre nærmest alt, der blev sagt.

- Det var virkelig sjovt og en god oplevelse mod et godt hold på en bane, som måske ikke er den bedste græsbane i landet. Men virkelig en pokal-kulisse, som har noget, synes jeg. Mange mennesker er tager herud, selvom det er en torsdag. En virkelig god oplevelse, og selvfølgelig er vi tilfredse med en 3-0-sejr, siger Felix Beijmo.
Felix Beijmo og FC København skal spille fodbold igen mandag, hvor de skal til Haderslev.
Næste tur til Århus er til februar, hvor AGF er værter oppe i Vejlby til det, der efter planen er en af AGF's sidste kampe på den midlertidige hjemmebane, før det nye stadion står klar.

Aarhus Fremad
AGF
FC København












