Oddset Pokalen

Lind giver status på sin ankel efter Grabara-sammenstød

Alexander Lind måtte hjælpes fra banen søndag mod F.C. København, efter Kamil Grabara kom flyvende ud af sit mål og ramte SIF-angriberen på anklen. Med en pokalfinale lige om hjørnet giver han nu en foreløbig status.

Alexander Lind under Silkeborg IF's hjemmekamp mod F.C. København.
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Alexander Lind måtte søndag forlade banen, da han sammen med resten af Silkeborg IF blev besejret med 0-3 hjemme mod F.C. København.

Det måtte han, fordi Kamil Grabara kom flyvende ud af sit mål og ramte ham på anklen, der på TV-billederne tydeligt fik sig et ordentligt vrid.

– Jeg ved ikke, om der var straffe. Men jeg synes, at fodboldloven er mærkelig, når en keeper kan komme fuldstændig unødvendigt ud… Ja, jeg ved ikke, om han beskytter bolden – han er jo ikke i nærheden af bolden – men han ender med at tonse ind i mig. Det forstår jeg bare ikke, siger han til Viaplay.

Det helt store spørgsmål er naturligvis derfor, om han mon når at blive klar til torsdagens pokalfinale mod AGF i Parken.

– Lige nu er status, at jeg kan støtte lidt på den og prøver at gå så meget som muligt. Lige nu gør det bare utroligt ondt på ydersiden og det dunker nede i den.

– Jeg har vredet om på den før, hvor det har været rigtig slemt. Lige nu siger de (den medicinske stab, red.) at man kan være heldig, at der går et par dage og så kan man spille.

Alexander Lind var tydeligt påvirket af andet en bare smerter, da han forlod banen søndag. Han tænkte nemlig med det samme på pokalfinalen.

– Det er jo den største kamp i min karriere. Jeg kommer måske ikke til at spille en finale igen. Det gør ondt, når sådan noget kommer i fare.

– Nu er aftalen, at jeg møder ind i morgen (mandag, red.). Så må vi se, om jeg skal spise en masse piller eller tape den op.

– Hvis ikke jeg er 100 procent klar, så må jeg jo melde ud, siger han.

Pokalfinalen mellem Silkeborg IF og AGF spilles torsdag klokken 17.00 i et udsolgt Parken.

Du kan se interviewet med Alexander Lind i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P