Coppa Italia

Vildt drama ender med Atalanta i finalen

Atalanta gjorde onsdag aften det onde ved Fiorentina, som ellers havde vundet den første del af Coppa Italia-semifinalen.

Atalanta fejrer en scoring i Coppa Italia imod Fiorentina.
Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix

Atalanta havde sin sag for onsdag aften.

Klubben fra Bergamo var nemlig rejst tomhændet hjem fra første del af Coppa Italia-semifinalen imod Fiorentina.

I Firenze tog La Viola nemlig det første stik med en snæver 1-0-sejr.

I returopgøret var det dog Atalanta, der kom bedst fra land.

Gianluca Scamacca for Atalanta.
Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter bare otte minutter havde Teun Koopmeiners allerede bragt hjemmeholdet i front, og bare fem minutter senere troede Gianluca Scamacca, at han havde sendt Atalanta på finalekurs.

Målet blev dog annulleret for offside.

Anden halvleg startede ud med et rødt kort til Fiorentinas midtstopper Nikola Milenkovic, men til trods for det røde kort fik Fiorentina udlignet til 1-1.

Men Scamacca var ikke færdig med at spøge, og efter 75 minutter scorede den tidligere West Ham-spiller på et akrobatisk saksespark.

Atalanta fejrer en scoring i Coppa Italia imod Fiorentina.
Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix

Dybt inde i dommerens forlængede spilletid sendte den nigerianske stjerne Ademola Lookman Gewiss Stadium i Bergamo i kog med en scoring til 3-1.

Således havde hjemmeholdet allerede det ene ben i finalen, men tre minutter senere i tillægstiden sendte Mario Pasalic for alvor Atalantas fans i ekstase med kampens sidste scoring til 4-1.

I finalen venter Juventus, som tirsdag aften smed Gustav Isaksen og Lazio ud.

Læs mere om den kamp lige her.

Isaksen-løse Lazio ryger ud: Super-sub gør forskellen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P