Ungdomslandshold

U21-kanon: Ikke snakket så meget med Hjulmand endnu

William Osula var tirsdag aften på pletten for det danske U21-landshold, som på overbevisende vis slog Litauen med 3-0 på Vejle Stadion – det har selvfølgelig også sat gang i ambitionerne om det danske A-landshold.

William Osula fejrer sin scoring for det danske U21-landshold imod Litauen.
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Der er én vej, og det er fremad.

William Osula nyder tilværelsen på det danske U21-landshold, men som de fleste andre på U-landsholdene, så er drømmen og målet A-landsholdet.

Mon ikke Sheffield Uniteds store angriber fik Kasper Hjulmand til at tænke sig om en ekstra gang efter den 20-årige dansker scorede et vildt mål, hvor han overløb hele den litauiske defensiv i Danmarks 3-0-sejr.

William Osula fejrer sin scoring for det danske U21-landshold imod Litauen.
William Osula fejrer sin scoring imod Litauen, som bragte Danmark på 1-0 i EM-kvalkampen, som Danmark vandt med 3-0 på Vejle Stadion.
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

– Selvfølgelig drømmer jeg om A-landsholdet. Det er der, jeg gerne vil hen. Så forhåbentlig får jeg chancen på et tidspunkt. Det er noget, som jeg glæder mig til.

– Jeg har ikke snakket så meget med Hjulmand endnu, men jeg skal bare blive ved med at arbejde hårdt, så kommer det forhåbentlig på et tidspunkt, fortæller William Osula til campo.dk

Der er dog stadig hård konkurrence på de forreste positioner på det danske A-landshold – noget som Osula er ganske klar over.

– Der er mange gode spillere deroppe. Jeg kender Højlund fra da vi spillede sammen, Mo [Mohammed Daramy, red.] også, Elias Jelert og Joachim Andersen, så jeg snakker med et par stykker deroppe.

– Joachim Andersen har bare fortalt mig, at jeg skal blive ved med at arbejde og knokle hårdt.

I Premier League har William Osula stadig sit første mål til gode, men til gengæld er det i denne sæson blevet til tre scoringer i FA Cuppen, hvoraf den ene kom imod Brighton og de to andre imod Gillingham.

Du kan se den unge U21-kanons to mål imod Gillingham i videoen over artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P