3F Superligaen

AGF’s schweizerkniv nyder sin rolle: Men jeg ser mig som wing

Gift Links blev købt til AGF som offensiv wing. Lidt over fire år senere er sydafrikaneren wingback og har været det længe for aarhusianerne. En rolle han er glad for, selvom han fortsat identificerer sig selv som wing og gerne vil lægge på sine offensive kvaliteter.

Gift Links har lagt på fysisk for at kunne være dygtig i de defensive dueller i Superligaen.
Foto: Tobias Thomasen
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Wing.

Det var den position, som AGF i 2019 købte Gift Links til. Men sydafrikaneren har efterhånden længe spillet wingback for aarhusianerne.

En rolle, han har accepteret og er tilfreds med. Men han ser nu fortsat sig selv som wing og fokuserer på at forbedre sit offensive spil med flere mål og assists.

– Du er nødt til at løbe. Det er din styrke!

Uwe Röslers ord til Gift Links gjalder ud over det solbeskinnede træningsanlæg på Fredensvang under en træningsøvelse, hvor AGF’s cheftræner vil have sydafrikaneren til at løbe til baglinjen og slå et indlæg.

Ønsket om den offensive aktion er meget kendetegnende for Links rolle i AGF, hvor han ikke blot skal koncentrere sig om det defensive – men også deltage i det offensive og chanceskabende.

Gift Links har udviklet sig til en hårdtarbejdende wingback fra udgangspunktet som offensiv wing. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix.

Således også i kamp, hvor den lille sydafrikaner synes at være her, der og allevegne på banen, når AGF uge efter uge tørner sammen med konkurrenterne i Superligaen.

Fra sin rolle som wingback tager han offensive rush op langs kanten, og samtidig er han en utrættelig terrier, når bolden skal generobres i defensiven. Oveni det tager han mange af holdets dødbolde.

Jeg er wing af natur og ser mig mest som det

Gift Links om sin foretrukne position

Man kan fristes til at kalde Gift Links for AGF’s schweizerkniv – en spiller, der løser mange forskellige opgaver for holdet i kampene. Men hvordan har sydafrikaneren det egentlig selv med sin rolle på holdet?

– Da AGF købte mig, var det som wing, fordi jeg er hurtig og kan drible. Nu er jeg endt som wingback, hvilket er en helt anden rolle, hvor man skal balancere det offensive og defensive arbejde. Men jeg synes, jeg har tilpasset mig godt, og jeg har accepteret, at det er min nye position. Så jeg er nødt til bare at fortsætte, siger Gift Links til Campo med sit velkendte smil på læberne og fortsætter:

– Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det vil forblive min position for altid. Jeg er glad for at spille wingback, men jeg er wing af natur og ser mig mest som det.

Siden Gift Links kom til AGF fra Cape Town City i hjemlandet for fire år siden, har han i skrivende stund spillet 130 kampe for De Hviie, hvori det er blevet til 7 mål og 13 assists.

Selvom udgangspunktet fra positionen som wingback er længere tilbage på banen, er det hans ambition at forbedre de to sidstnævnte tal.

– Jeg ville elske at lave nogle flere assists i åbent spil og score nogle flere mål. Det kommer forhåbentlig snart, siger Links og fortsætter:

– Vi arbejder blandt andet på mine indlæg, og jeg kan mærke, det har forbedret sig meget sammenlignet med sidste sæson. Når jeg løber til bolden nu, rammer jeg den med selvtillid.

Gift Links træner hårdt i AGF for at komme tilbage i topform ovenpå småproblemer i opstarten til foråret.
Gift Links i aktion under træningen på Fredensvang. Her forsøger han at komme tilbage i topform for AGF. Foto: Tobias Thomasen.

Han erkender, at den megen fokus på det defensive på positionen som wingback kan risikere at gå ud over hans offensive spil.

– Det er svært, fordi jeg skal balancere det defensive og offensive. Så man risikerer måske et sted undervejs at miste en smule af det, man er dygtig til som wing. Men jeg kan ikke klage, fordi jeg er glad for min rolle.

Rösler om AGF’s to ansigter i foråret: Det er en udfordring

Foråret har indtil videre vist en Gift Links i god spilleform i Superligaen til trods for, at han i opstarten har døjet med småskader.

I AGF’s seneste kamp mod Silkeborg IF startede han dog på bænken, og selv mener han ikke, han endnu er der, hvor han skal være.

– Jeg synes ikke, jeg er i god form endnu, efter jeg har kæmpet med lidt småproblemer i opstarten til foråret. Men jeg arbejder mig igennem det, så jeg kan ende i samme form som i afslutningen på sidste sæson, siger Links og fortsætter:

– Spilleformen er måske god, men jeg føler, den kan blive bedre. Så jeg er nødt til at fortsætte med at arbejde hårdt og forsøger at blive bedre for hver dag i træning og overføre det til kamp.

Cheftræner Uwe Rösler guider Gift Links under kamp for AGF. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Da Gift Links kom til AGF i 2019, blev han hurtigt klar over, at han også måtte gøre noget ved sin fysik, hvis hans 1.70 meter skulle kunne klare sig mod modstanderne i Superligaen. Det kan du læse mere om i artiklen herunder.

AGF’s Gift Links har lagt på: Nyder de fysiske dueller

I AGF’s sejr ude mod Silkeborg IF søndag kom Gift Links ind fra bænken 12 minutter før tid. Spørgsmålet er, om cheftræner Uwe Rösler genfinder plads til den sydafrikanske altmuligmand i startopstillingen mod Superligaens bundprop Hvidovre IF på søndag.

Der er kick off på Ceres Park mellem AGF og Hvidovre klokken 17.00. Det vides endnu ikke, hvem der viser kampen på TV, men du kan altid holde dig opdateret i Campos TV Guide.

AGF-keeper om voldsomt sammenstød: Jeg er ret heldig

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P