LaLiga

LaLiga-præsident: Håber Greenwood bliver i Spanien

Mason Greenwood er lige nu under kontrakt i Getafe CF i LaLiga, hvor han er på leje fra Manchester United. Spørger man LaLigas præsident, Javier Tebas, håber han på, at englænderen bliver i Spanien efter denne sæson.

Mason Greenwood spiller lige nu i Getafe. La Liga-præsidenten ser gerne, at englænderen bliver i Spanien efter kontrakten med Getafe også.
Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix

Mason Greenwood har fået gang i karrieren igen.

Den omdiskuterede englænder har nemlig imponeret mange under sit nuværende lejeophold i Getafe CF.

Torsdag har præsidenten for LaLiga, Javier Tebas, udtalt, at han håber, at Greenwood bliver i den spanske liga, selvom hans kontrakt udløber efter denne sæson.

Tebas henviser til, at Greenwood blev fundet uskyldig, og at han derfor er mere end velkommen i spansk fodbold. Det er værd at notere sig, at Greenwood ikke blev frifundet, men at anklagerne mod ham frafaldt.

– Jeg er jurist. Hvis nogen kommer uskyldigt gennem en retssag, er der ikke mere at sige om det.

– Han klarer det virkelig godt som spiller her, og jeg håber, at han bliver. Det er godt for ligaen, udtalte præsidenten, da han deltog ved Financial Times Business of Football konferencen.

Greenwood har scoret fem mål og har ligeledes været i den assisterende rolle fem gange i 22 LaLiga-optrædener i indeværende sæson.

Englænderen er stadig under kontrakt i Manchester United, og han vender som udgangspunkt tilbage til Manchester-klubben, når denne sæson slutter.

Greenwood, der stadig blot er 22 år gammel, har kontrakt med United indtil sommeren 2025.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P