Cifuentes om specielle AaB: Hører til i Superligaens top 4
Den tidligere AaB-træner Marti Cifuentes fortæller i et interview, at han har gode minder fra sin tid i AaB, og at han stadig den dag i dag følger klubben tæt.
I 2022 sluttede samarbejdet mellem AaB og Marti Cifuentes, da spanieren drog til Hammarby IF.
Den dag i dag er den spanske cheftræner dog at finde i England, hvor han er manager for Queens Park Rangers i landets næstbedste række, Championship.
Selvom det nu er over to år siden, at Cifuentes var at finde i AaB og Superligaen, så har han ikke glemt tiden i Danmark.
I et interview med Viaplay fortæller den tidligere AaB-træner nemlig, at det var en speciel tid i klubben, og at han stadig følger med fra England.
– Aalborg var meget speciel, for da jeg ankom, kæmpede de i nedrykningskampen, og da jeg forlod den, kæmpede holdet om top 3-pladserne og var med i den europæiske kvalifikation.
– Så jeg synes, at det var en kort tid, som var meget intens, og jeg efterlod mange gode venner i byen og også i klubben, fortæller Cifuentes til Viaplay.
Cifuentes sender takkebrev til AaB-familienDen nuværende QPR-manager erkender også, at det var hårdt for ham at følge med i sidste sæson.
AaB rykkede nemlig som bekendt ned fra Superligaen, hvilket ifølge Cifuentes ikke er den rette hylde for klubben.
– Det var trist, især i sidste sæson. Jeg synes, at Hiljemark nu gør et fantastisk job. Jeg er 100 procent sikker på, at klubben vil rykke op og vende tilbage til et sted, hvor en klub som AaB hører til.
– Men det var helt sikkert trist at se sidste sæson, hvordan klubben kæmpede, for det er så stor en klub, og den fortjener at være i Superligaen og kæmpe med om top 4, efter min mening.
– Jeg ønsker dem alt det bedste, og jeg følger dem hver uge og snakker med dem næsten hver uge, afslutter Cifuentes.
AaB indleder lørdag forårssæsonen i NordicBet Ligaen hjemme på Aalborg Portland Park.
Her er der dømt topopgør, når Sønderjyske gæster den nordjyske klub.