Overblik: Så meget brugte Premier League-klubberne på nye spillere – laveste beløb i flere år
Vinterens transfervindue er smækket i. Få et overblik over, hvor meget – eller lidt – Premier League-klubberne brugte på nye spillere i løbet af januar.

Kalenderen viser den 2. februar og vinterens transfervindue er nu smækket i langt de fleste steder, herunder i England.
Mediet Sky Sports har i den anledning lavet en opgørelse over, hvordan klubberne i verdens mest købestærke liga, Premier League, har gebærdet sig i denne omgang.
Her står det klart, at januar-vinduet 2024 ikke ligefrem går over i historien hvad angår store handler – nærmere tværtimod.
Således brugte klubberne i den bedste engelske række kun 96,2 millioner pund denne vinter. Det svarer til 840 millioner danske kroner og er det laveste beløb i tre år.
Sidste år blev der brugt rekordmange penge, da blandt andre Chelsea gik shop amok. Her løb beløbet på 780,1 millioner pund, svarende til 6,8 milliarder danske kroner.
Årsagen bag dette års mere stille transfervindue skal findes i Premier Leagues regler om profit og økonomisk bæredygtighed, som denne vinter har sat størstedelen af Premier Leagues klubber skak.
Kun otte klubber hentede spillere for oplyste beløber, mens Aston Villa var den eneste klub til at tjene penge ved et spillersalg med et oplyst beløb på to millioner pund for salget af Finn Azaz til Middlesbrough.
Få overblikket over de otte handlende Premier League-klubbers forbrug nedenfor
Crystal Palace, 30 millioner pund
Tottenham 26,7 millioner pund
Manchester City 12,5 millioner pund
Aston Villa, 9,3 millioner pund
Brighton, 7,9 millioner pund
Nottingham Forest, 5 millioner pund
Brentford, 2,6 millioner pund
Luton, 1,7 millioner pund

Radu Dragusin endte som den dyreste spiller i Premier League. Tottenhams 26,7 millioner pund blev således alle sendt i retning af Genoa for at få fingrene i midtstopperen.
Kun 43 spillere kom til Premier League denne vinter, mens 150 spillere smuttede. Lejeaftale og frie transfers tæller også med i det regnestykke.













