Eks-AGF’er smadrer Æresdivisionen: Anbefaler transfer
Søren Tengstedt bomber løs i Æresdivisionen, og det får en kendt landsmand til at spærre øjnene op.

Han blev ikke for alvor en profil i Silkeborg IF og heller ikke inden da i AGF.
Men i Holland har Søren Tengstedt fundet sine ben og gør en rigtig god figur hos Go Ahead Eagles.
Det går så godt, at Tengstedts spil vækker opsigt uden for den lille klub og gør Tengstedt til et transferemne.
Det mener det store danske fodboldnavn Kenneth Perez, der bor og arbejder som fodboldekspert i Holland og selv kender vejen, efter han gik fra at være en profil i AZ Alkmaar til fast mand i Ajax.
- Jeg ser ham ikke som en spiller til Top 3 men til kategorien lige derefter. I klubber som AZ, Twente eller Utrecht slår han mig som en interessant mulighed, siger Kenneth Perez i et interview med den store avis De Telegraaf.

- Som Jacob Trenskow har han en meget stærk venstre fod, men jeg mener, han er endnu stærkere fysisk. Han er høj men samtidig smidig, og så scorer han mål, hvilket er en vigtig kvalitet, siger Perez.
Søren Tengstedt skiftede til Go Ahead Eagles i 2024 for et mindre millionbeløb.
Tengstedt har otte mål i ti ligakampe i denne sæson.
Tengstedt har allerede kontraktudløb til næste sommer, og derfor er januar sidste mulighed for Go Ahead Eagles til at få penge for angriberen, med mindre klubben overtaler den danske offensivspiller til en ny kontrakt.
Søren Tengstedt spillede for AGF i 2020 og 2021, men han fik aldrig noget større gennembrud i klubben.

AGF
AZ Alkmaar
Go Ahead Eagles
Holland
Silkeborg IF
Twente












