
Medie: Isaksen har overhalet konkurrent i Lazio
Gustav Isaksen er fremtiden i Lazio, hvor han har overhalet sin direkte konkurrent. Sådan er meldingen onsdag fra italienske Corriere dello Sport.

– Fremtiden for Lazio er Isaksen.
Så klar er udmeldingen onsdag fra italienske Corriere dello Sport, der beretter, at danskeren har overhalet brasilianske Felipe Anderson.
Italienerne betalte i sommer FC Midtjylland 12 millioner euro for den danske kantspiller, der indtil videre har haft det vanskeligt i den italienske hovedstadsklub, men nu blæser der angiveligt nye vinde på Olimpico.
Isaksen både scorede og assisterede i Lazios sidste kamp i 2023, og mens Felipe Anderson har kontraktudløb til sommer, så er danskerens opsving kommet på et perfekt tidpunkt.

Felipe Anderson lader nemlig ikke umiddelbart til at ville forlænge med Lazio, og med Juventus der ‘lurer i skyggerne’, er sagen ifølge det italienske medie klar for cheftræner Maurizio Sarri:
– Det er ikke længere tid til nostalgisk at holde fast i fortiden, det er banen, der tæller [..] En ny vind blæser på højrekanten, og det er en vind, som Isaksen har sluppet løs, lyder det fra det italienske medie.
Gustav Isaksen har i denne sæson spillet 339 minutter i Serie A mod Felipe Andersons 1.276 minutter, og mens danskeren har misset i alt otte kampe, så har Felipe Anderson spillet samtlige kampe for hovedstadsklubben.