Watkins om hånlig jubelscene mod Brentford: Rettet mod én person
Ollie Watkins gjorde det onde mod sin gamle klub, da han sikrede Aston Villa udesejren over Brentford. Watkins' jubelscene blev opfattet som provokerende af Brentfords spillere, men angriberen forklarer efterfølgende årsagen bag jubelscenen.
Ollie Watkins scorede 49 mål i 143 kampe for Brentford fra 2017 til 2020.
For tre år siden skiftede angriberen til Aston Villa, og søndag eftermiddag stod Watkins igen overfor sin gamle klub og de tidligere fans.
Og den 27-årige englænder gjorde det onde mod sin gamle klub, da han scorede kampens afgørende mål få minutter før tid. Efterfølgende jublede Watkins ned mod Brentfords fans. Og så brød tumulten ellers ud.
Utilfredsheden var stor på lægterne, og Brentfords spillere konfronterede Watkins inde på banen. Det satte gang i en masse skubben og klammeri, og stemningen var på kogepunktet.
Efter kampen fortæller Watkins, at han ikke ønskede at udvise ringeagt overfor sine gamle fans.
– Det var en ophedet kamp, som opstod ud af min fejring, men det skyldes ikke manglende respekt overfor fansene. Jeg har ikke et ondt ord at sige om dem, udtaler Watkins efter kampen ifølge Birmingham Mail.
– Men der var én person, der chikanerede mig under hele kampen. Min fejring var ikke rettet mod nogle andre end ham.
Ollie Watkins’ scoring sikrede Aston Villa alle tre point i en hæsblæsende kamp, der bød på to røde kort, tre mål og to cifret antal gule kort.
Se højdepunkter fra kampen her.
Mål og Highlights: Røde kort og masser af drama i Villas sejr over Brentford