Premier League

Ny Manchester United-ejer – hvem er Sir Jim Ratcliffe?

Han har overtaget en stor del af aktierne i Manchester United samt det sportslige ansvar i klubben, men hvem er den nye medejer i Manchester United, Sir Jim Ratcliffe, egentlig?

Manchester United får ny ejer. Hvem er Sir Jim Ratcliffe? - Læs mere her
Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvem er Sir Jim Ratcliffe egentlig?

Mangt og mange fodboldfans verden over har formentligt spurgt sig selv om ovenstående inden for det seneste års tid. Sir Jim Ratcliffe har nemlig været inde i billedet til at købe sig ind i Premier League-storklubben Manchester United, siden det i første omgang kom frem, at et muligt salg af klubben kunne finde sted i november 2022.

Flere bejlere til at købe Manchester United har været nævnt det seneste år, men én efter én er de alle faldet fra. Alle på nær Sir Jim Ratcliffe, som altså nu har investeret angiveligt 1,3 milliarder pund i klubben – svarende til i omegnen af 11,25 milliarder kroner – og på den måde har købt sig til 25 procent af aktierne i Manchester United.

Men hvem er den 71-årige britiske rigmand, der med sin investering har overtaget den sportslige kontrol af Manchester United, egentlig? Det dykker campo.dk ned i herunder.

Hvem er Sir Jim Ratcliffe – Manchester United-fan og iværksætter

Sir Jim Ratcliffe er søn af en snedker og er født og opvokset i Failsworth, som er en del af Greater Manchester. Ratcliffe er således født og opvokset med Old Trafford mere eller mindre i baghaven, og han er da også inkarneret United-fan.

Fra ungdomsårene har Jim Ratcliffe altid haft en interesse for kemi. Uddannelsesmæssigt har han en grad som kemiingeniør fra University of Birmingham i 1974, mens han har tilbragt flere år som ansat hos oliefirmaerne BP og Esso.

Det blev startskuddet til iværksætterlivet for Ratcliffe. I 1992 opkøbte han BP’s kemikalieafdeling nær Southampton for 20 millioner pund, hvorefter han opkøbte BP’s specialkemikalieafdeling i Antwerpen i Belgien for 89 millioner pund.

Sir Jim Ratcliffe besøger Old Trafford og Manchester United, som han har været fan af hele livet. (Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix)

Derpå grundlagde han i 1998 milliard-kemikalievirksomheden, INEOS, vis kemikalier og råmaterialer siges at indgå i stort set alt, hvad vi gængse borgere rører ved i hverdagen.

Det gælder blandt andet for produkter inden for alt fra toiletartikler, emballage, fødevarer, mobiltelefoner og møbler, til medicin, bilkomponenter, konstruktioner, tekstil og energi med mere.

Medie: Ny Manchester United-medejer vil udvide Old Trafford

Bond-skurk, multimilliardær og Brexit-fortaler

I dag er Sir Jim Ratcliffe blandt de rigeste personer i Storbritannien. Siden Ratcliffe grundlagde INEOS tilbage i maj 1998, har han ved at opkøbe og omdanne dele af andre virksomheder, som ellers var ved at blive lukket ned, opbygget en enorm formue.

Skønnene varierer, når det kommer til Sir Jim Ratcliffes formue. Forbes anslår, at Ratcliffe skulle være god for 20,9 milliarder dollars, mens Sunday Times Rich List spår ham til at være god for omkring 30 milliarder dollars, hvilket gør ham til den næstrigeste person i Storbritannien.

Rigdommen er dog ikke kommet gratis. Sir Jim Ratcliffe, som var fortaler for Brexit-kampagnen frem mod afstemningen i 2016, har ry for at være en ganske hård forhandler. Og det har ofte vist sig at bære frugt – både når det handler om at opkøbe andre virksomheder, og når det kommer til forhandlinger internt i virksomheden.

Flere gange har Ratcliffe været i konflikt med fagforeninger, der har truet INEOS med virksomhedsomspændende strejke grundet løn- og pensionsspørgsmål.

Ratcliffe har dog igen og igen sejret, og hans hårde forhandlingsstrategi, der tidligere har ført ham til at true med at nedlægge et helt raffinaderi og 800 jobstillinger, har gjort, at han i dag af fagforeninger ofte sammenlignes med Bond-skurken, Dr. No.

I dag har INEOS mere end 26.000 ansatte fordelt på 194 lokationer i 29 forskellige lande. Virksomheden genererer årligt en omsætning på 65 milliarder dollars.

Medie: Ratcliffe har planen klar for fremtidens United – sådan skal holdet se ud

Investeringer i sport

Sir Jim Ratcliffe har de senere år investeret flittigt i sport. I dag har han investeret i alt fra sejlads og rugby til cykling Formel 1 og fodbold.

Blandt andet opkøbte INEOS og Ratcliffe den schweiziske klub FC Lausanne-Sport i 2017, hvorefter den franske Ligue 1-klub OGC Nice blev opkøbt i 2019.

Når det kommer til investeringer i andre sportsgrene, ejer Ratcliffe det succesfulde sejlhold INEOS Britannia, cykelholdet INEOS Grenadiers, mens han også ejer en tredjedel af Formel 1-holdet Mercedes. Derudover har INEOS investeret massivt i både rugby og ekstremsport.

Sir Jim Ratcliffe har tidligere forsøgt at gøre sit indtog i den bedste engelske fodboldrække, Premier League. Da Roman Abramovich skulle sælge Chelsea i foråret 2022, sendte Ratcliffe et bud afsted, som angiveligt lød på 4,25 milliarder pund. Det blev dog afvist, og Todd Boehly overtog Chelsea i stedet.

Han har dog sidenhen fortalt, at drømmen altid har været at investere i Manchester United grundet forholdet til klubben. Den eneste grund til, at han forsøgte at købe Chelsea i sin tid, var, at Manchester United ikke var til salg på daværende tidspunkt.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app
Medie: Stjerne står i spidsen for Erik ten Hag-kritiske United-spillere

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P