FCM-koreaner vandt guld – Slipper for militærtjeneste
FC Midtjyllands sydkoreaner Han-beom Lee var en del af det koreanske mandskab, der lørdag vandt guld ved Asian Games, og det er gode nyheder for både ham og FC Midtjylland.

Det var bestemt ikke helt ligegyldigt, da Sydkorea lørdag besejrede Japan i finalen ved Asian Games.
Guldmedaljerne betyder nemlig, at de 22 spillere i den koreanske trup nu bliver fritaget den ellers markante koreanske værnepligt.
Fritagelsen fra militær værnepligt som følge af guldet er slet og ret indskrevet i koreansk lovgivning, skriver Associated Press, og det kommer nu FC Midtjylland og Han-beom Lee til gode.
21-årige Han-beom Lee har fortsat sin debut for FC Midtjylland til gode, efter han 28. august skiftede til den danske klub. Kun en enkelt gang, i hjemmekampen mod AGF den 3. september, har han været i truppen til en superligakamp.
Siden midten af september har Lee været afsted med det koreanske U23-landshold ved Asian Games, og det lader til at være givet godt ud.
I Sydkorea skal alle egnede mænd igennem 18 til 21 måneders militærtjeneste, som skal være startet, inden de fylder 28.

Det er tredje gang i træk, at Sydkorea vinder Asian Games, og tidligere er det kommet Tottenhams Son Heung-min og Bayern Münchens Kim Min-jae til gode, da de begge er blevet fritaget militærtjeneste.
Selvom man som koreansk vinder af Asian Games er fritaget den normale militærtjeneste, så skal man stadig aftjene 544 timers samfundstjeneste i Sydkorea. Dem sørgede Tottenhams Son Heung-min for at aftjene i forbindelse med Covid-19-pandemien.


Tottenhams Heung-min Son fik sin militærtjeneste overstået, da Covid-19-pandemien i starten af 2020 havde lagt Premier League ned. Han nåede tilbage til genstarten i maj. Foto: Tottenham Hotspur/ Republic of Korea Marine Corps
Det sydkoreanske U23-landshold skulle igennem tre gruppespilskampe ved Asian Games, hvor Kuwait, Thailand og Bahrain blev besejret med henholdsvis 9-0, 4-0 og 3-0.
I ottendedelsfinalen slog Sydkorea Kirgisistan 5-1, inden værtsnationen Kina blev besejret med 2-0 i kvartfinalen. Uzbekistan blev sendt ud af semifinalen med en 2-1-sejr, inden finalen mod Japan ligeledes blev vundet med 2-1.
Han-beom Lee spillede fuld tid i midterforsvaret i fem af de syv kampe, herunder kvartfinalen, semifinalen og i finalen. I semifinalen bidrog han desuden med en assist.
FC Midtjyllands anden sydkoreaner, Cho Gue-sung, valgte i marts 2021 at skifte på en lejeaftale til Gimcheon Sangmu, der er de væbnede koreanske styrkers fodboldhold, så da han i september sidste år vendte tilbage til Jeonbuk Hyundai, havde han aftjent sin værnepligt.
FC Midtjylland












