3F Superligaen

Kent Nielsen har enorm respekt for Viborg: Vi bliver udfordret maksimalt

Søndag er der midtjysk lokalopgør, når Viborg FF gæster Jysk Park i Silkeborg. SIF-cheftræner Kent Nielsen har enorm respekt for den grønklædte modstander.

Kent Nielsens respekt for Viborg FF er enorm.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Viborg FF og Silkeborg IF er for tredje sæson i streg begge at finde i Superligaen.

Begge må siges at have imponeret i de to første sæsoner, hvor det er blevet til bronzemedaljer og europæisk fodbold for Silkeborg, mens Viborg FF lige akkurat glippede bronzemedaljerne i forrige sæson. Den grønklædte klub fra domkirkebyen har dog også været ude i Europa for at spille.

Søndag brager de to klubber så sammen i et midtjysk lokalopgør, når Viborg FF gæster Jysk Park i Silkeborg.

SIF-cheftræner Kent Nielsen har forud for kampen sat ord på søndagens modstander, som han må siges at have pæne ord til overs for.

– Viborg er en spændende størrelse og en klub, SIF har kørt et mangeårigt parløb med. På mange parametre har begge klubber gjort det godt på hver sin måde, og det er lidt samme størrelse og udfordringer, vi står over for. Jeg har enorm respekt for det, VFF har sat sammen.

– De har en utrolig dygtig træner i Jacob Friis, der har en meget afklaret spillestil. Viborg har, ligesom os, mistet et par store profiler i transfervinduet, men de er også i gang med at få kørt de nye, spændende spillere ind. De står kompakt og er svære at finde spilrum imod, så vi bliver udfordret maksimalt på søndag, siger Kent Nielsen til Silkeborg IF’s egen hjemmeside.

Ender det med en sejr til Silkeborg over Viborg, vil det være femte på stribe for Kent Nielsen og co.

Opgøret mellem de to midtjyske klubber fløjtes i gang søndag klokken 14.00 og kan ses på Canal 9 og Discovery+.

SIF-profil inden Viborg: De er svære at spille imod – minder lidt om os

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P