3F Superligaen

SIF-profil inden Viborg: De er svære at spille imod – minder lidt om os

Anders Klynge spår en svær kamp, når Viborg FF søndag byder Silkeborg IF op til dans.

Anders Klynge sætter ord på den kommende kamp mod Viborg FF.
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Silkeborg IF og Viborg FF rykkede efter 2020/21-sæsonen op i Superligaen sammen.

Den efterfølgende sæson blev det til bronzemedaljer for Silkeborg, og sæsonen efter var Viborg tæt på at følge trop, da det blev til en fjerdeplads i sidste sæson.

De to klubber mødes nu i den niende runde af deres tredje sæson i streg i Superligaen, og SIF-profilen Anders Klynge har forud for mødet sat ord på det kommende opgør.

– De (Viborg Ff, red.) er svære at spille imod. På nogle punkter minder de jo lidt om os – de er også begyndt at spille rigtig meget, og har lidt den samme struktur.

– Det plejer at være nogle lige og tætte opgør, så det bliver det højst sandsynligt også på søndag, siger han til Silkeborg IF’s egen hjemmeside.

Silkeborg IF og Viborg FF har mødt hinanden fire gange i Superligaen, siden de rykkede op sammen til 2021/22-sæsonen. Her er det blevet til to sejre for Viborg, en enkelt sejr til Silkeborg og en uafgjort.

I denne sæson er det Silkeborg, der har lagt klart bedst fra land.

Anders Klynge og co. har vundet de seneste fire kampe i streg, og har i alt samlet 16 point sammen efter de første otte runder, hvilket har kastet en aktuel fjerdeplads af sig.

Anderledes står det til i Viborg, hvor det er blevet til mere beskedne ni point i otte kampe og en aktuel ottendeplads.

Kampen mellem de to jyske klubber fløjtes i gang søndag klokken 14.00 på Jysk Park i Silkeborg og kan ses på Canal 9 og Discovery+.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P