Har lige ødelagt Liverpool: Haaland indrømmer “for dårlig” sæson
Godt nok var der lutter succes lørdag, men set over hele sæsonen har det ikke være godt nok.

Lørdag var der ikke en finger at sætte på hverken Erling Haaland eller Manchester City.
Den norske målmager bidragede nemlig med et hattrick, da Liverpool blev nedlagt i FA Cup-kvartfinalen med 4-0.
Anderledes står det til, hvis man kigger over hele sæsonen.
Det mener i hvert fald Erling Haaland selv.
Nordmanden er nemlig ikke tilfreds med, hvad han har bedrevet indtil videre.
- Det har været for meget op og ned, hvilket ikke har været godt nok, siger han til TNT Sports.

I lørdagens sejr scorede Haaland først på et straffespark, inden han også nåede at score et flot hovedstødsmål i første halvlegs tillægstid. Efter pausen blev han spillet fri til at score sit hattrick med en afslutning inde i feltet.
Særligt hans anden scoring får ros af assistenttræner Pep Lijnders, der stod i spidsen for Manchester City i fraværet af karantæneramte Pep Guardiola.
- Jeg har arbejdet sammen med mange angribere, som har scoret mange mål.
- Det andet mål var sindssygt. Den måde, han angreb på - han fløj - og sendte bolden op i hjørnet. Jeg elsker den slags old school-angribermål.
Selvom Haaland ikke selv er helt tilfreds med sin sæson, står han fortsat noteret for 33 mål i 44 kampe på tværs af de forskellige turneringer.
Manchester City
Erling Haaland












