
Officielt: AGF forlænger med Jesper Hansen
Efter 0-1-sejren over FC Nordsjælland søndag har AGF præsenteret en forlængelse med målmand Jesper Hansen.

Jesper Hansen bliver som minimum én sæson yderligere i AGF.
Det har den aarhusianske klub sent søndag aften offentliggjort.
– Vi er meget glade for at kunne slutte en god dag af med en god nyhed Jesper Hansen og AGF har nemlig forlænget vores aftale med et år frem til sommeren 24, lyder det i et tweet fra AGF.
Jesper Hansen kom til AGF fra FC Midtjylland i sommeren 2021, hvor han skrev under på en toårig kontrakt med klubben fra Fredensvang.

Den kontrakt står til at udløbe om bare to måneder, men nu er parterne altså blevet enige om at forlænge den kontakt, som Jesper Hansen heller aldrig selv har lagt skjul på, at han gerne så forlænget.
Jesper Hansen har i denne sæson spillet samtlige minutter for AGF i Superligaen, og tidligere på sæsonen tog han rekorden som den målmand, der har flest clean sheets i Superligaens historie.

Den rekord udbyggede han søndag aften. Da han holdt nullet mod sin tidligere arbejdsgiver fra FC Nordsjælland, nåede Hansen op på i alt 127 clean sheets i Superligaen.