Sådan ender mesterskabsspillet i Superligaen baseret på tidligere opgør: Ingen tvivl om vinderen
Søndag klokken 16.00 bliver der taget hul på mesterskabsspillet i Superligaen. Ender de seks klubber med at hente lige så mange point mod hinanden, som de hver især gjorde i grundspillet, hersker der ingen tvivl om, hvem der kan fejre det danske mesterskab i begyndelsen af juni.
Søndag eftermiddag går det løs.
Top seks-klubberne i Superligaen tager her hul på mesterskabsspillet, og flere af klubberne er i dén grad i spil til både mesterskabet og medaljer.
Men hvordan mon de europæiske placeringer, medaljer og mesterskabet bliver fordelt mellem FC Nordsjælland, F.C. København, Viborg FF, AGF, Randers FC og Brøndby?
Det spørgsmål har vi på campo.dk forsøgt at besvare – på en måde.
I hvert fald har vi regnet os frem til, hvordan stillingen ville se ud efter sidste runde af mesterskabsspillet, hvis de seks klubber henter samme antal point med hinanden, som de gjorde i grundspillet.
I mesterskabsspillet møder de hinanden to gange hver især – ligesom tilfældet var det i grundspillet.
Et kig på klubbernes indbyrdes opgør tidligere i sæsonen afslører desuden, at fire af dem har haft sit hyr med at hente point mod de øvrige top seks-klubber – men til gengæld har de slået de hold, som man kunne “forvente”.
Kun én af klubberne har hentet flere point mod de øvrige hold i top seks end mod klubberne i nedrykningsspillet.
Få overblikket og den “endelige” stilling nedenfor
Sådan ender mesterskabsspillet i Superligaen baseret på tidligere opgør:
Brøndby IF
Vestegnsklubben kom fra baghjul og kravlede hele vejen fra 10. pladsen og ind i top seks i løbet af grundspillets sidste fem runder.
Ved vinterpausen var Brøndby hele 16 point efter tredjepladsen, men hullet op til bronzemedaljerne hedder fem kampe senere blot syv point.
Brøndby kan dermed i dén grad tillade sig at drømme om medaljer, men det kræver, at man opper sig gevaldigt i forhold til grundspillets pointhøst mod de øvrige top seks-klubber.
Her blev det således til beskedne 10 point efter i alt 10 kampe mod FC Nordsjælland, F.C. København, Viborg FF, AGF og Randers FC.
Brøndby var bedre end både Randers FC og AGF over de indbyrdes opgør i grundspillet, mens man kun hentede et enkelt point i opgørene mod både F.C. København og Viborg FF. Mod FC Nordsjælland tabte man begge gange.
Får Brøndby hentet samme antal point i mesterskabsspillet, ender de på den sjetteplads, som de lige nu indtager.
Brøndbys nuværende pointhøst: 30 point
Brøndbys endelige pointhøst: 40 point
Brøndbys endelige placering: 6. pladsen (sidst i grundspillet)
Randers FC
Randers FC lagde flot fra land i Superligaen, men var sidenhen tæt på at spille sig ud af top seks.
Det lykkedes dog alligevel, og kronjyderne går nu ind til mesterskabsspillet på femtepladsen.
Også i Randers skal man oppe sig gevaldigt mod de kommende modstandere, hvis man for alvor vil udfordre til europæiske placeringer og medaljer.
Randers hentede således blot 9 ud af sine nuværende 32 point i de 10 kampe mod de øvrige top seks-klubber.
Da Randers havde mødt klubberne hver især én gang, havde man hentet otte point efter to sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag. I kamp nummer to mod de kommende modstandere tabte man fire ud af fem – den sidste blev uafgjort mod Viborg FF.
Randers FC har i grundspillet hentet færrest point af alle klubberne i top seks efter de indbyrdes kampe. Også Randers tabte begge sine kampe mod FC Nordsjælland.
Randers FC’s nuværende pointhøst: 32 point
Randers FC’s endelige pointhøst: 41 point
Randers FC’s endelige placering: 5. pladsen
AGF
AGF går ind til mesterskabsspillet som et af de mest formstærke hold i Superligaen – kun overgået af F.C. København.
Som med både Brøndby og Randers FC har man dog også i Aarhus-klubben haft svært ved at hente point mod de øvrige top seks-klubber.
Kun 10 ud af AGF’s nuværende 35 point er således blevet hentet efter kampene mod forårets modstandere.
Mens Uwe Rösler og co. har haft godt styr på både Randers og Viborg, har man haft svært ved at få point med fra kampene mod de sjællandske top seks-klubber.
Her er det blot blevet til et enkelt point efter de to kampe mod både FC Nordsjælland og Brøndby, mens man tabte begge kampe mod F.C. København.
AGF’s nuværende pointhøst: 35 point
AGF’s endelige pointhøst: 45 point
AGF’s endelige placering: 4. pladsen
Viborg FF
Viborg tilslutter sig de fire forgående klubber i artiklen – de har heller ikke formået at få et pointgennemsnit på mere end et enkelt point efter grundspillets 10 kampe mod de kommende modstandere.
10 kampe med 10 point til følge er nemlig status i Viborg FF, der alligevel indtager tredjepladsen forud for første runde af mesterskabsspillet.
Forrige sæsons oprykkere har altså været særdeles skarpe mod de seks klubber i nedrykningsspillet.
Viborg har dog bevist, at de kan få point mod alle de øvrige klubber i top seks. Med fire uafgjorte, fire nederlag og to sejre efter grundspillets 10 kampe mod de kommende modstandere, har man ikke tabt begge kampe mod samme modstander en eneste gang.
Selv hvis Viborg ikke får oppet sig i de 10 kampe i mesterskabsspillet, kan de stadig se frem til at slutte indenfor medaljepladserne, hvis de øvrige klubbers kampe også flasker sig som de gjorde i grundspillet.
Viborg FF’s nuværende pointhøst: 37 point
Viborg FF’s endelige pointhøst: 47 point
Viborg FF’s endelige placering: 3. pladsen
F.C. København
FCK kom for alvor i omdrejninger i slutningen af efteråret, og i foråret fulgte man trop ved at gøre rent bord og vinde fem ud af grundspillets sidste fem kampe.
De forsvarende danske mestre har nu kæmpet sig op på andenpladsen i tabellen, og mange har velsagtens Jacob Neestrup og co. som favoritter til at vinde mesterskabet.
FCK er da også med afstand den af de hidtige fem klubber i denne artikel, som har klaret sig bedst efter de i alt 10 opgør mod de øvrige top seks-hold.
Her er det således blevet til en pointhøst på 17 point – hverken Brøndby, Randers, AGF eller Viborg har hentet mere end 10 point i de samme kampe.
De 17 point rækker dog ikke til et mesterskab, da FC Nordsjælland som de eneste har klaret sig bedre end FCK i grundspillets indbyrdes kampe blandt top seks-klubberne.
Det er desuden kun FC Nordsjælland, der blandt klubberne i mesterskabsspillet har formået at trække sig ud som samlet sejrsherre efter de to kampe mod FCK i efterårssæsonen.
F.C. Københavns nuværende pointhøst: 42 point
F.C. Københavns endelige pointhøst: 59 point
F.C. Københavns endelige placering: 2. pladsen
FC Nordsjælland
FC Nordsjælland går ind til mesterskabsspillet som Superligaens tophold – ét point foran FCK.
Som de eneste blandt top seks-klubberne, har man i FCN hentet de fleste af sine point i denne sæson mod de øvrige fem modstandere i mesterskabsspillet.
24 ud af FC Nordsjællands nuværende 43 point er nemlig blevet hentet mod de fem kommende modstandere, hvilket er lettere bemærkelsesværdigt. Logikken siger ellers, at man burde have hentet de fleste af sine point mod de seks klubber i nedrykningsspillet.
I alt er det blevet til syv sejre og tre uafgjorte i grundspillets 10 kampe mod de øvrige klubber i mesterskabsspillet, og FC Nordsjælland har trukket sig ud af samtlige dobbeltopgør som samlet sejrsherre.
Holder FC Nordsjælland kadencen fra efteråret i den resterende del af sæsonen, bliver det guld og et dansk mesterskab til Farum-klubben.
FC Nordsjællands nuværende pointhøst: 43 point
FC Nordsjællands endelige pointhøst: 67 point
FC Nordsjællands endelige placering: 1. pladsen
Sådan ville tabellen se ud:
1. FC Nordsjælland – 67 point
2. F.C. København – 59 point
3. Viborg FF – 47 point
4. AGF – 45 point
5. Randers FC – 41 point
6. Brøndby IF – 40 point