Premier League

United-stjerne om nådesløse Ten Hag: Lige meget om du er Ronaldo eller Rashford – gør det, eller du er ude

Bruno Fernandes fortæller om Erik ten Hags nultolerance i Manchester United - enten lytter du efter, eller også er du på bænken.

Bruno Fernandes fortæller om, hvordan det har været at spille under Erik ten Hag.
Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Manchester United har nærmest været som et nyt hold under Erik ten Hag.

‘De Røde Djævle’ er de nærmeste forfølgere til Manchester City og Arsenal i toppen af Premier League og spiller Carabao Cup-finale mod Newcastle på søndag.

Det har dog krævet store beslutninger og ofringer undervejs, som blandt andet har set Cristiano Ronaldo ofret, da han ikke passede ind i hollænderens stil.

I et interview til Rio Ferdinand på BT Sport fortæller Uniteds portugisiske kreatør, Bruno Fernandes, nu om Ten Hags ‘no nonsens’ mentalitet.

– Han stiller store krav. Enten gør du det, ellers er du ude, og så spiller du ikke, fortæller portugiseren til BT Sport og fortsætter:

– I begyndelsen var alle sådan: ‘Gør han det eller ej? Hvis en stor spiller ikke gør, som han siger, tager han ham så ud eller ej?’. Og det gjorde han.

Ifølge portugiseren er hollænderen ikke bleg for at lægge sig ud med klubbens store personligheder. Flere af klubbens største stjerner har været ofre for hans nultolerance.

– Han har gjort det mange gange. Han gjorde det med Ronaldo, han gjorde det med Sancho og også Rashford. Rashford var måske i sin bedste form mod Wolves, men da han gjorde noget forkert, startede han ude, fortæller Fernandes med reference til, da Marcus Rashford af disciplinære årsager startede på bænken mod Wolves 1. januar.

Godt nyt for United: Erik ten Hag får et større udvalg mod Barca

United-kaptajnen fortæller, at Rashford selvfølgelig var sur inden kampen, men senere hen accepterede beslutningen, for som Fernandes som familie-far udtrykker det:

– Nogle gange skal man have nogle regler i sit hjem. Har man ikke det, går der ikke længere, før du ikke længere er ejeren af hjemmet.

Bruno Fernandes og Manchester United skal senere torsdag aften i aktion, når Barcelona gæster Old Trafford i returopgøret i Europa Leagues knockout-runde.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P