3F Superligaen

Savner Helenius at have Vallys ved sin side? – Havde et fantastisk samarbejde

Nicklas Helenius sætter ord på sit efterår i Superligaen, hvor han haft haft lidt sværere ved at få målnettet til at blafre sammenlignet med forrige sæson.

Nicklas Helenius, Nicolai Vallys, Silkeborg IF, Brøndby IF, Superligaen.

– Det har været ok.

Således lyder den overordnede dom indledningsvist, da Nicklas Helenius skal sætte ord på sit efterår i Superligaen.

– Jeg fik en god start på sæsonen, og så havde vi sådan en periode, hvor der kom en masse kampe, og så kommer man en gang imellem ind i en svær periode – men det er jo ikke sådan, at vi har haft mangel på at score mål, siger Helenius til campo.dk.

Nicklas Helenius peger blandt andet på fraværet af Nicolai Vallys, der i sommer skiftede Silkeborg IF ud med Brøndby IF, som en af årsagerne til de manglende chancer – og dermed de manglende mål fra forrige sæsons topscorer i Superligaen.

– Jeg har haft lidt svært ved at komme til chancer i mange kampe, efter vi mistede Vallys (Nicolai, red.) og Rasmus (Carstensen, red.), som meget var vores gennembrudsspillere.

– Det har jeg haft lidt svært ved – vi spiller lidt anderledes. Jeg kan jo også se på statistikkerne, at vi ikke har været dem, der har skabt allerflest chancer i feltet, som vi ellers gjorde meget i sidste sæson.

Nicklas Helenius påpeger, at det med dybdeløb og gennembrud ikke er lige naturligt for alle spillere.

– Det er ikke lige så naturligt for de 10’ere vi har nu, som det var for Vallys. Og Rasmus kom jo også mere end (Oliver, red.) Sonne gør. Sonne kan jo godt, og han har masser af fart og sådan noget. Så det handler om at træne på det, og det har vi jo ikke haft så meget mulighed for.

Summa summarum, så har det da været lidt svært i efteråret for Nicklas Helenius, erkender han.

– Men jeg synes stadig, at jeg gør en stor forskel ved at holde på bolden og deltage i spillet. Selvfølgelig vil man altid gerne score flere mål, men alt i alt, så synes jeg faktisk, at jeg har spillet rigtig fint, fortæller han.

Men hvor vigtig var Nicolai Vallys egentlig for Nicklas Helenius’ succes i forrige sæson? Den nuværende Brøndby-profil diskede nemlig op med intet mindre end 10 assists, da han bar SIF-trøjen side om side med Helenius i 2021/2022-sæsonen.

Er der ligefrem tale om, at Nicklas Helenius savner Nicolai Vallys?

– Jeg havde et fantastisk samarbejde med Vallys, det er der ingen tvivl om. Vi havde en sindssyg god spilforståelse med hinanden.

Den høje SIF-angriber kommer nok ikke til at indrømme, at han savner at have Vallys ved sin side – i stedet arbejder han på sammenspillet med sin nye 10’er.

– Det er lige så fedt, at lære at spille godt med andre. Og de har det også i sig. Det er bare ikke lige så naturligt for de 10’ere, vi har nu – det der med det dybe løb.

– Sådan en som Sebastian (Jørgensen, red.) er blevet meget bedre til det, og når han har det der flow, så er han jo altid kampafgørende og kan gøre så mange ting.

– Søren (Tegnstedt, red.) skal også stadigvæk vænne sig til det, for han har så god teknik, så han vil gerne ned og have den i fødderne og lave noget. En gang imellem skal han være lidt mere tålmodig og huske at løbe dybt, for det vil også gøre ham bedre og sætte ham i bedre situationer.

Uanset hvad, så virker Nicklas Helenius ganske fortrøstningsfuld omkring det hele. Målene skal nok komme – de er der faktisk allerede.

– Vi har jo stadig lavet masser af mål. Det er bare andre, der har haft mere plads end mig. Det eneste, jeg måske kan savne lidt, det er, at jeg tit har følt mig meget alene inde i feltet – og så er det svært at score, for der er to forsvarsspillere til at dække dig op. Der er noget, vi skal have trænet på.

SIF-kaptajn drømmer stadig: Det skal til at være

Silkeborg IF overvintrer lige nu på fjerdepladsen i Superligaen, og Nicklas Heleneius har ganske vist ret i, at forrige sæsons bronzevindere fortsat laver de mål, der skal til. Med 27 scoringer i sæsonens første 17 kampe er Silkeborg nemlig den klub, der har scoret tredjeflest mål i indeværende sæson.

På et personligt plan har Nicklas Helenius dog sat sig selv under pres, hvis han da har ambitioner om at nå op på forrige sæsons antal mål. Her blev han topscorer i Superligaen med 17 scoringer. I denne sæson har han nettet fem gange.

Du kan se interviewet med Nicklas Helenius i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P