Europæisk Fodbold

Sviatchenko har opskriften på sejr: Kræver en helstøbt indsats

FC Midtjylland er tvunget til at vinde, hvis de vil avancere i Europa. Erik Sviatchenko ved, hvad det kommer til at kræve.

Erik Sviatchenko ser frem imod FC Midtjyllands Europa League-kamp imod Sturm Graz.
Antonio Bronic/Reuters/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland er kun en sejr fra at gå videre i Europa League.

Men før drømmen om europæiske knockout-kampe kan blive til virkelighed, skal ulvene først overvinde Sturm Graz, som de tabte til i det omvendte opgør.

– Det er en must-win-kamp. Vi har bragt os selv i en situation, hvor vi har alle muligheder for at gå videre, men det kræver en helstøbt indsats, siger FC Midtjylland-anføreren, Erik Sviatchenko, på pressemødet inden kampen og fortsætter:

– Det bliver ikke nemt, det ved vi, og Sturm Graz er et stærkt hold, og de er inde i et godt forløb, men når det kribler i fingrene for at opnå noget stort, synes jeg også, at vores hold historisk set har steppet op, og det er det, vi skal se i morgen.

Da de to hold sidst mødte hinanden, havde Midtjylland problemer i løbet af første halvleg. Det endte med at koste et 1-0 nederlag, og Sviatchenko er opsat på ikke at begå samme fejl som sidst:

– Vores erfaring er, at de er et hold, der gerne vil frem ad banen og presse os højt. Vi skal undgå at blive stressede, vi skal være kølige, finde de rum, – som de frigiver – når de løber langt for at presse. Det har vi talt om, fordi vi blev taget en smule på sengen især i første halvleg, hvor vi ikke helt mødte op, og det skal vi selvfølgelig undgå, forklarer han.

FC Midtjylland efter begivenhedsrig oktober: Har set vores topniveau to gange

Kampen spilles torsdag aften kl 18.45, og den bliver vist på TV2 SPORT X.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P