2 min læsningThomas Frank om landstrænerjob: Et spørgsmål om timing

Thomas Frank er glad og tilfreds med sit job som manager i Brentford - landstrænergerningen kan dog vente ude i fremtiden.

2 min læsning

Snart fire år.

Det er så længe, Thomas Frank har stået i spidsen for Brentford.

Den danske manager har i løbet af de seneste år ført London-klubben til først oprykning og sidenhen overlevelse i Premier League.

Der er da heller ikke meget, som tyder på, at Thomas Frank skulle vinke farvel til Brentford i den nærmeste fremtid, efter han og resten af holdet er kommet godt fra land i denne sæson. Her er det efter syv kampe blevet til en niendeplads i Premier League.

Derudover er det efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at Thomas Franks navn dukker op, når en af de øvrige Premier League-managere får sparket – sagt med andre ord, så er hans bedrifter med Brentford ikke gået ubemærket hen i England.

Men selvom det hele egentlig går meget godt i Thomas Franks karriere, så kunne jobbet som dansk landstræner måske alligevel være interessant.

– Nu er jeg jo rigtig glad for at være i Brentford, siger han med et grin til campo.dk og fortsætter:

– Hvis jeg sagde nej, så ville det jo ikke være sandt. Jeg tror ikke, der findes en dansk træner med respekt for sig selv, der ikke synes, at det kunne være interessant en gang. Men det er jo et spørgsmål om timing.

– Hvis situationen opstår, så tror jeg da bestemt, at det er noget, man bliver nødt til at tænke over – for det er en kæmpe ting. Det er der ingen tvivl om, siger den danske Brentford-manager.

Selvom Thomas Frank i teorien kunne beslutte sig for, at han for alt i verden ville være landstræner for Danmark allerede fra i morgen, bliver jobbet lige nu varetaget af en anden dansk succestræner – og det er Thomas Frank helt og aldeles klar over.

– Kasper (Hjulmand, red.) gør et fremragende stykke arbejde, og forhåbentlig sidder han der i mange år.

– Men tiden må vise, hvilke muligheder der er. Lige nu er jeg sindssygt glad her.

Thomas Frank: Vi er det rigtige valg for Damsgaard

Brentfords næste opgave er den 1. oktober efter landsholdspausen, hvor oprykkerne fra Bournemouth lægger græs til opgøret.

I mellemtiden spiller Danmark to kampe i Nations League – den første torsdag klokken 20.45 mod Kroatien.

Du kan se interviewet med Thomas Frank i videoen øverst i artiklen.

Interview og video: Allan Hvid

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer