3 min læsningDamsgaard om sin udvikling: Dem har jeg lært af

Mikkel Damsgaard afslører, hvilke spillere og trænere, der har været med til at forme ham til den Premier League-spiller, han er i dag.

3 min læsning
Mikkel Damsgaard, Premier League, Kasper Hjulmand, Brentford.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Onsdag blev Mikkel Damsgaard langt om længe præsenteret som ny spiller i Brentford.

I en alder af 22 år kan den danske kreatør altså kalde sig Premier League-spiller. En af de sjældne pladser i den liga, der blandt de fleste fodboldfans bliver omtalt som den stærkeste i verden.

Det er isoleret set en imponerende præstation, men Mikkel Damsgaard er ikke kommet frem i verden helt på egen hånd. Ligesom alle andre, har han fået inspiration, træning og vigtige tips og tricks på sin vej.

Han løfter nu sløret for nogle af de spillere og trænere, der har været med til at forme ham.

Det første navn på listen er hans tidligere holdkammerat i FC Nordsjælland, som han nu bliver holdkammerat med igen, Mathias Jensen. Han har spillet en vigtig rolle i Mikkel Damsgaards tilgang til træningsbanen.

– Det var fedt at følge hans (Mathias Jensens, red.) udvikling i FC Nordsjælland. Træningsmæssigt lærte jeg en masse af ham.

– Han knoklede altid til træning, og han brugte enormt meget tid på at finpudse sine afslutninger. Mathias har helt sikkert haft en stor indflydelse på, hvordan jeg har udviklet mig som fodboldspiller, fortæller Damsgaard i et interview på Brentfords Youtube-kanal.

Den næste på listen tæller ligeledes en spiller med fortid i FC Nordsjælland, – og derudover også Brentford – Emiliano Marcondes.

Bournemouth-spilleren tilskrives en stor del af æren for Mikkel Damsgaards frisparksperle mod England i semifinalen ved EM forrige sommer. Her kan man i interviewet se et klip, der viser en ung Emiliano Marcondes give en endnu yngre Mikkel Damsgaard vejledning og råd til frisparksteknik fra tiden i FC Nordsjælland.

Officielt: Landsholdsdarling skifter til Thomas Franks Brentford

Den næste mand på listen er muligvis ham, der har haft størst betydning af de nævnte i interviewet – hvert fald set udefra.

Samtalen falder nemlig på Kasper Hjulmand, der i sin tid gav Mikkel Damsgaard debut i FC Nordsjælland, da intervieweren får sagt:

“Jeg forestiller mig, at han har haft stor betydning for din udvikling?”, hvortil svaret fra danskeren lyder:

– Ja, helt klart. Han er nok den træner, der har lært mig mest.

– Jeg har ham på landsholdet, og jeg havde ham også tilbage i FC Nordsjælland i nogle år.

– Han har været en stor del af min karriere, og han har altid været min træner, uanset om det hed FC Nordsjælland eller landsholdet.

Til sidst i interviewet bliver den nyslåede Brentford-spiller spurgt ind til, hvilke spillere, der var med til at forme ham som helt ung – hvem blev han inspireret af og så op til?

– Iniesta var mit store idol, da jeg voksede op. Det var ham, jeg bedst kunne lide. Jeg så hans kampe og forsøgte at kopiere den måde, han spillede på.

Selvom listen over de personer, der har været med til at forme Mikkel Damsgaard på sin vej mod landsholdssucces og en karriere i Premier League, med al sandsynlighed er alenlang, giver de nævnte spillere og trænere i interviewet alligevel et godt billede af, hvordan den kreative og hurtigt tænkende mellemrumsspiller er blevet skabt.

Thomas Frank: Derfor henter vi Damsgaard

Mikkel Damsgaard er blevet udstyret med en femårig kontrakt i Brentford.

Han har mulighed for debut allerede i weekenden, når Christian Eriksen og resten af Manchester United gæster ‘dansker-klubben’ lørdag den 13. august klokken 18.30.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer