Efter forløsende FCK-scoring: Han har ikke haft det nemt
Maher Carrizo høster roser efter sin præstation torsdag.

Maher Carrizo har ikke just haft meget at juble over, siden han landede i FC København i slutningen af august.
Den unge argentiner scorede godt nok i sin første kamp med løven på brystet, men siden fulgte syv kampe uden scoringer - og i tre af disse kampe sad han på bænken uden overhovedet at komme i spil.
Carrizo har fået en noget forkølet start i hovedstaden, men torsdag aften trådte han i karakter med sin scoring mod Røde Stjerne Beograd i Conference League, og cheftræner Bo Svensson er ganske tilfreds med, hvad han så fra Ajax-lejesvenden.
- Carrizo har ikke haft det nemt, siden han kom til klubben, men jeg synes, han spillede en fin kamp i dag med mange gode aktioner.
- Han var vel nok vores farligste offensive spiller, og det var dejligt både for ham og for os, at han kom i gang og bidrog til et vigtigt point. Det er også vigtigt, at han kan bidrage offensivt, nu hvor (Thapelo, red.) Maseko er skadet, siger Bo Svensson til klubbens hjemmeside.

FCK spillede 2-2 med holdet fra Beograd og står således med fire point efter de første to kampe i Conference League-ligaspillet.

FC København












