Dansk Fodbold

Campo mener: Hjulmand kan skifte Peter Plys ind, og så scorer han

Det danske landshold fører Gruppe 1 i Liga A af Nations League med seks point for to kampe. De har...

Foto fra: Ritzau Scanpix

Det danske landshold fører Gruppe 1 i Liga A af Nations League med seks point for to kampe. De har fem point mere end de to VM-finalister fra 2018 – Kroatien og Frankrig.

Denne kommentar er en hyldest af de danske landsholdsspillere ovenpå en aften, hvor bredden i den danske landsholdstrup nok engang har vist, at den (formentlig) aldrig har været bedre.

Jeg sidder med et indtryk af, at Kasper Hjulmand kan skifte hvem som helst ind, og så scorer de!

Landstrænerens evner til at time sine indskiftninger og hjælpe holdet er helt unikke, og han har en vild gruppe at vælge fra, når han kalder på linjedommeren i løbet af kampen.

Du er modigere, end du tror, stærkere end du ser ud til og klogere, end du ved.

– Peter Plys

For det siger alt om det danske landshold, at Hjulmand i går sendte en spiller på banen, der ikke har spillet fodbold siden oktober måned, og som så på flotteste vis afgør kampen med et følt langskud fra kanten af feltet.

Det kom som et chok for undertegnede, at Joakim Mæhle rent faktisk kan spille en halvdårlig landskamp. Men det ødelægger jo ikke så meget, når man i stedet kan skifte en spiller som Jens Stryger ind. Eller når tomålsskytten Andreas Cornelius fra sejren over Frankrig igen må starte ude.

Jeg kan finde utallige dygtige fodboldspillere fra de danske landshold gennem tiderne, der med sikkerhed kunne komme på holdet under Kasper Hjulmand. Michael og Brian. Flemming. Graver og Grønkjær. Preben og Peter. Og hvad med Heintze?

Der har godt nok være mange dygtige landsholdsspillere, og med sejren til EM i 1992 in mente, kan det jo virke forræderisk at skrive følgende, men det danske landshold har aldrig været bedre.

Holdet – ikke individerne – men holdet har aldrig været bedre. Det er min påstand. Husk også på, at vi manglede Simon Kjær og Andreas Christensen i går.

Det danske landshold spillede faktisk ikke en særlig god kamp mod Østrig, og især midtvejs i anden halvleg lignede det ikke et stort triumftog i Østrig.

Men når du hiver pointene på den måde, og når holdet leverer varen, som det gør igen og igen, så er der kun en ting at gøre.

Af med hatten. Det er simpelthen for vildt. Og som Peter Plys siger:

– Du er modigere, end du tror, stærkere end du ser ud til og klogere, end du ved.

Det er det danske landshold.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P