Koeman langer ud efter Laporta: Hvorfor skiftede du mig ud med Xavi?
Den tidligere cheftræner for FC Barcelona, Ronald Koeman, er godt og grundig utilfreds med hans farvel til klubben og det faktum, at Xavi overtog trænerposten.

Ronald Koemans tid som træner for mægtige FC Barcelona blev aldrig den helt store succes, hvorfor han også måtte indfinde sig med en fyreseddel sidste år.
Nu kritiserer han den nuværende Barca-præsident, Joan Laporta, som ifølge hollænderen har ageret forkasteligt. Det fortæller han i et interview med Voetbal Primeur.

– Laporta ønskede at komme af med mig med det samme, fordi jeg ikke var blevet ansat af ham. Og han sagde til mig tusindvis af gange, at han ikke ville ansætte Xavi som sin træner, fordi han manglede erfaringen, siger han.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
Men klubpræsidenten Laporta, som netop ikke ansatte Koeman, valgte altså at tilknytte Barcelona-ikonet Xavi alligevel. Noget, der ingenlunde falder i hollænderens smag.

- Hør her, jeg var bare ikke Laportas træner, længere er den ikke. Fra det første øjeblik, jeg mødte ham, efter at han vandt præsidentvalget, havde jeg den følelse. Vi klikkede ikke. Den nødvendige støtte ovenfra var der ikke, understreger Ronald Koeman, der ligeledes er utilfreds med, at han ikke fik muligheden for at hente spillere af samme kaliber, som Xavi har formået.
- Enhver træner har brug for tid og tålmodighed ovenfra. Det har Xavi fået. Også forstærkninger. Han har fået tre angribere. Det kunne jeg også godt have tænkt mig, slutter han.













